Biogasanlæg skal tætnes af hensyn til klimaet

Regeringens klimaplan indeholder en pulje, der skal mindske udslippet af metan fra de danske biogasanlæg.

Hovedparten af den danske biogasproduktion stammer fra køer og grises efterladenskaber. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Hovedparten af den danske biogasproduktion stammer fra køer og grises efterladenskaber. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Der er godt nyt for de danske biogasproducenter, når regeringen i næste uge fremlægger sit klimaudspil.

Der er i udspillet nemlig afsat 10 millioner kroner til at mindske udslippet af metan fra utætheder i anlæggene.

Pengene skal blandt andet bruges til at opspore utæthederne og få dem lukket.

Det glæder Henrik Høegh, der er formand for producentforeningen Biogasbranchen.

- Vi har en opgave at løse omkring metanudslippet. Vi har indtil videre fået kontrolleret halvdelen af vores produktion, men med de ekstra penge kan vi få resten af anlæggene med på kortere tid.

- Det skulle også gerne betyde, at vi mindsker udslippet fra to til én procent af den samlede produktion inden udgangen af 2020, siger han.

Biogasanlæg omdanner gylle, spildevand og andet organisk materiale til metangas, der kan erstatte fossil naturgas som energikilde.

Dermed er de som udgangspunkt en gevinst for klimaet - hvis de altså er tætte.

For ellers siver der metangas ud i atmosfæren. Og klimaeffekten af metangas anslås til at være mellem 25 og 34 gange værre end CO2.

Det betyder også, at klimafordelen ved biogas forsvinder, hvis udslippet er for stort.

I Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er forventningen, at man med de ekstra penge til tætning af anlæggene kan opnå en klimagevinst svarende til 1 million ton CO2 samlet set i perioden fra 2021 til 2030.

- Vi skal arbejde for, at udsivningen af metan fra biogasanlæggene er så lille så muligt, uanset om der er tale om store eller små anlæg.

- I samarbejde med biogasbranchen vil vi derfor gøre en målrettet indsats for at klæde anlægsejerne bedst muligt på til at nedbringe udsivningen fra biogasanlæggene, til gavn for både anlægsejernes økonomi og klimaet, siger minister Lars Chr. Lilleholt (V).

Når det er så svært at tætne anlæggene skyldes det, at det er vanskeligt præcis at lokalisere stederne, hvor den usynlige og lugtfri gas siver ud.

- Det kan bare være utætte pakninger eller ventiler, som skal skiftes, men der kan også være tale om mere omfattende investeringer.

- Det kræver kostbare målinger, som tit tager tid, fordi vindretningen og fordampningen skal være den rigtige, for at man kan registrere det her, siger Henrik Høegh.

Der findes mere end 100 biogasanlæg i Danmark. De spænder lige fra renseanlæg over industrianlæg og til gårdanlæg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.