Biograf er nu fuldt finansieret

Brønderslev Amatør scene har nu fået de sidste penge, der skal betale den nye biograf. - Vi har fået 50.800 kroner fra Folkeoplysningsudvalget. Så nu er det hele fuldt finansieret, fortæller Jimmy Bent Jensen fra BAS. Biograf-byggeriet skrider fremad. Hver weekend dukker flere op og hjælper til. Hele gulvet er blevet lavet på den nye øvescene. Øvescenen skal laves, så den oprindelige teatersal kan bruges til biogaf. Og Jimmy Bent Jensen ser nye potentialer i rummet med øvescenen. - Jeg tror også, at man kunne holde små koncerter herinde, siger han. BAS mangler stadig at få byggetilladelsen til at ændre spærrene i det ene lokale, hvor operatørrummet skal være.