Film

Biograf iBASaren kom et væsentligt skridt mod realisering

BRØNDERSLEV:Brønderslev Amatør Scene - BAS - arbejder videre med planerne om at etablere en biograf i BASaren i Brønderslev. På en ekstra generalforsamling stemte 17 for og kun én imod planerne. Det er planen, at BAS skal leje nabolokalerne i den gamle auktionsbygning. Der er tale om ca. 300 kvadratmeter, der har været anvendt af J.O. Metal, der er flyttet til Eventyrvej. Økonomien er ved at komme på plads. Anlægsudgifterne til at indrette biografen er beregnet til 343.000 kr. plus moms. Men et par timer før generalforsamlingen indløb den gode nyhed om, at Nordjyllands Amt om et tilskud på 150.000 kr., og Danmarks Filminstitut har en fond, der vil støtte med 100.000 kr. - Vi går nu i gang med at søge fonde med mere om de sidste ca. 100.000 kr., som vi mangler for at have alle penge i hus, oplyste Jimmy Bent Jensen. Brønderslev Kommune har sagt ja til at yde et tilskud på 75.000 kr. årligt i fem år til biografen. På generalforsamlingen kunne Jimmy Bent Jensen oplyst, at man har undersøgt mulighederne for at overtage udstyret fra Biografen i Algade. - Vi havde en ekspert med til at kigge på det, og vi blev frarådet at købe det, da det vil blive for dyrt at holde det ved lige, bemærkede Jimmy Bent Jensen. Derfor anskaffes nyt anlæg. Planen er, at der skal uddannes 8-10 operatører, der skal betjene anlægget. I øvrigt skal biografen drives af frivillige medarbejdere. Planen er, at biografsalen skal indrettes i den nuværende teatersal. Der skal så indrettes øvescene og værksted i de ny lokaler. Da teaterstykker fortsat skal opføres på scenen i den nuværende teatersal, er det planen, at biografen skal holde lukket i to-tre uger før en forestilling. Ifølge Jimmy Bent Jensen bliver det smalle film - kvalitetsfilm - der vises. Der arbejdes sammen med biograferne i Pandrup og Hjallerup. Jimmy Bent Jensen mener, at der etableres en støtteforening, der også kan bistå omkring biografen. For at biografen er rentabel, skal der kun komme 25 besøgende i gennemsnit til hver forestilling, og der regnes med fem forestillinger om ugen. Arbejdet med at etablere biografen indledes efter nytår, og målet er, at den første film vises 1. maj. Vedtægterne blev ændret, så biograf-virksomhed bliver en ny aktivitet iBAS.