Biograf solgt til skattespekulation

TKDevelopment sælger biografkompleks i Aalborg - køberen vil lave 10-mands skatteprojekt ud af ejendommen

AALBORG:Det 4000 kvadratmeter store biografcenter i Kennedy Arkaden i Aalborg er blevet solgt. Den nuværende ejer, TKDevelopment, har fået 71,9 millioner kroner ved at sælge til selskabet Keops Investorpartner. Men lejeren af biografcenteret, Nordisk Film Biografer, vil fortsætte som lejer mindst 10 år endnu. Keops Investorpartner har ikke tænkt sig at drive ejendommen videre. Ideen er nemlig, at de mange kvadratmeter skal sælges til en gruppe af nye investorer, der både får en investering og en skattegevinst ud af købet. Skattelovgivningen giver mulighed for at lave et såkaldt 10-mandsprojekt, hvor op til 10 investorer går sammen om biografcenteret i Aalborg. I dette tilfælde skal hver investor inden nytår skyde mindst 530.002 kroner ind for at være med. Til gengæld får investorerne et skattefradrag i deres personlige indkomst på mindst 378.000 kroner allerede i år. Og yderligere fradrag på mindst 1,49 millioner kroner i årene frem til 2015. Fradragene kommer fra de underskud, driften af ejendommen vil give frem til 2015.Herefter skal ejendommen efter planen begynde at give et skattepligtigt overskud, ligesom selve biografcenteret med årene ventes at blive mere værd for ejerne. Lejer i mindst 10 år Keops er kendt for at lave denne type af projekter, hvor selskabet opkøber ejendomme og siden sælger dem videre med en skattefordel til investorerne. Også i Aalborg hvor Ålborg Kongreshotel i 2002 blev solgt som et 10-mands skatteprojekt til mere end 100 millioner kroner. Jens Winther, direktør i Keops Investorpartner, forventer ikke overraskende, at biografprojektet bliver en god forretning. - Ejendommen er udlejet i mindst 10 år til Nordisk Film Fotografer med en garanteret lejeindtægt hvert år. Samtidig ligger bygningen meget centralt i Aalborg. Og det giver sikkerhed for en god investering, siger Jens Winther til NORDJYSKE. Tjener millioner på salg Det er dog ikke kun de kommende investorer, der ser frem til en gevinst. Keops Investorpartner tjener med det samme 4,3 millioner kroner i formidlingshonorar. Hertil kommer yderligere omkostninger på 2,2 millioner kroner. Med andre ord er ejendommen i Kennedy Arkaden på få uger blevet 6,5 millioner kroner dyrere. Og det investorerne i 10-mands projektet har tjent en krone. Samtidig hæfter de op til 10 investorer med mindst 1,9 millioner kroner hver. Og i værste fald risikerer de at miste pengene, hvis der ikke er nok indtægter til at afdrage på den milliongæld købet af ejendommen udløser. Og hvis antallet af investorer er færre end 10, hæfter hver især for en større andel end de 1,9 millioner kroner.