Biografen lukker snart

Søndag den 11. januar 2004 bliver sidste gang man kan læne sig tilbage i Biografen i Brønderslev og nyde en film. Efter den dato vil lærredet blive pillet ned og bygningen formentlig blive bygget om til boliger. Biografens ejer Jacob Højer har nemlig solgt stedet til en lokal bygherre i erkendelse af, at der ikke er interesse nok i Brønderslev for at gå i den lokale biograf. - Det er lidt trist, når biografen har stået der siden 1926, men jeg står i en situation, hvor jeg er nødt til at se på det økonomiske i det og jeg har ikke råd til at smide flere penge ud på biografen, siger Jacob Højer. Han beholder dog udstyret, i tilfælde af at nogen har lyst til at lave en biograf et andet sted i byen.