Lokalpolitik

Biografklub lokker provinsboere i biffen

BIFKLUB:Biografklub Danmark er tæt på medlemsrekord. Provinsfolk er de ivrigste medlemmer Mens danskerne er holdt op med at købe teaterbilletter i forsalg, er de derimod ellevilde med at købe biografbilletter i abonnement. Den uegennyttige Biografklub Danmark, der på ottende sæson formidler billige biografbilletter til danskerne, har stor succes, og særligt danskere udenfor København er glade for ordningen, fortæller Jonna Jensen, der er projektleder i Biografklub Danmark. - Kun en femtedel af medlemskaberne er solgt i hovedstadsområdet. Vores typiske medlem er en kvinde mellem 40 og 50 år, der er bosat i provinsen, siger Jonna Jensen. Sidste år løste 117.193 danskere medlemskab til Biografklub Danmark, og det bliver overgået i år. - Tallene er ikke gjort endelig op endnu, men vi regner med i hvert fald at komme op på mellem 125.000 og 130.000. Og der er en god sandsynlighed for, at slår vi vores egen rekord fra 1999 på 132.000, siger Jonna Jensen. Hun har selv et bud på, hvorfor salget går så godt. - Mange danskere har en stor lyst til at komme i biografen, men især dem over 40 år har svært ved ar finde tiden. Medlemskabet er med til at give et incitament til at komme af sted, siger Jonna Jensen. Noget tyder på, at biografture er ved at udvikle til en social aktivitet, der rækker ud over familien. - Over halvdelen af vores medlemskaber er købt i portioner på fem eller derover. Det tyder på, at mange måske sammen med kolleger eller venner benytter biografen som en social begivenhed, mener Jonna Jensen. Biografklub Danmark er en veldædig organisation, hvis formål er, at få flere danskere i biffen. Bag den står landets biografer, samtlige filmudlejere og Det Danske Filminstitut. Indtægterne bruges alene til at administrere ordningen, der er dækket ind mod underskud af Det Danske Filminstitut. For 70 kroner kan man købe sig til 50 procents rabat på seks film, der får premiere hen over efteråret, vinteren og foråret. Fem af filmtitlerne er fastlagt på forhånd, mens man selv frit kan vælge den sidste. Også filmklubben Filmporten tilbyder rabatbilletter. Det er dog de lidt mere specielle film, og medlemskabet rækker kun til 18 biografer, der dog ligger spredt landet over.