Naturvidenskab

Biologer anbefaler totalt stop for torskefiskeri

En genopretningsplan for torsk og rødspætter skal redde bestandene

KØBENHAVN: Et totalt stop for fiskeri efter torsk i Nordsøen - sådan lyder anbefalingerne fra biologer i Det Internationale Havundersøgelsesråd ICES. Biologerne mener også, der bør laves en genopretningsplan for rødspætten i Nordsøen, fordi bestanden er historisk lav. Det er andet år i træk, at biologerne anbefaler, at torsken får fred for fiskerne, men om politikerne følger anbefalingen, er tvivlsomt. Sidste år blev torskekvoten beskåret med 45 procent, ligesom systemet med havdage blev indført, men rådet om helt at lukke for torskefiskeriet blev ikke fulgt. Om biologernes nye anbefaling om et torskestop bliver hørt, afgøres af EU’s fiskeriministre i december - beslutningen om fremtidens kvoter eller andre tiltag vil få stor betydning for de omkring 3500 medlemmer af Danmarks Fiskeriforening, for torsk er den økonomisk vigtigste spisefisk for danske fiskere. Biologerne i ICES peger på, at det i år er endnu mere alvor, hvis torsken skal reddes. - Trods vores gentagne advarsler, så er bestanden af torsk i Nordsøen gået tilbage i flere år. Men hvis torsken får chancen for at vende tilbage til sit tidligere produktive stadie nu, så håber vi, at torsken i fremtiden igen vil blive en del af det værdifulde fiskeri, siger generalsekretær for ICES, David Griffith. Ifølge biologerne bør torskebestanden i Nordsøen minimum være på 150.000 tons torsk, men i dag skønnes der kun at være 52.000 tons. Derfor bør der ikke fanges torsk overhovedet, før bestanden når 70.000 tons. Anbefalingerne om torskestoppet gælder derfor både fiskeriet direkte efter torsk og det fiskeri, der får torsk med som bifangst. Også når det gælder rødspætter i Nordsøen, er biologerne i ICES bekymrede. Fiskeriet er for intensivt, der er for stor bifangst af rødspætter, når der fiskes efter andre fisk, og mange rødspætter kasseres på fiskefartøjerne. Biologerne anbefaler derfor, at der laves en genopretningsplan for rødspætten, samtidig med at antallet af kasserede rødspætter fra bomtrawlere sættes ned. Biologerne skønner, at der er 152.000 tons rødspætter i Nordsøen, men der bør være 300.000 tons, og det skal genopretningsplanen hjælpe med til. Hovedtrækkene i ICES anbefalinger blev offentliggjort i går, mens den detaljerede rapport med de endelige anbefalinger for fiskeriet fremover først offentliggøres fredag. På nogle få fronter er der tale om fremgang for fisken. Bestanden af kuller i Nordsøen er den højeste i 30 år, og det går også godt for fiskearterne sej og makrel. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst