Danmark

Bios kræver 90 millioner kroner fra Falck

Ambulanceselskabet Bios vil have 90 millioner kroner fra Falck i erstatning for at have udnyttet monopol.

ambulance Foto: Free/Colourbox

ambulance Foto: Free/Colourbox

Bios i Holland kræver 90 millioner kroner i erstatning fra Falck for at have udnyttet en monopollignende status. Det skriver Børsen.

Ifølge avisen kræver Bios erstatning for, at Falck bevidst skulle have stukket en kæp i hjulpet på selskabets forretning med ambulancedrift i Region Syddanmark. Bios' datterselskab, der stod for driften, er gået konkurs.

Ifølge Bios har Falck bevidst flyttet medarbejdere, og altså potentielle Bios-medarbejdere, væk fra regionen, så Bios har haft svært ved at leve op til den kontrakt, men fik hos regionen.

- Det er vores overbevisning, at Falck har misbrugt sin markedsposition til at forhindre os i at komme ind på markedet ved at flytte personale fra Region Syddanmark til andre regioner, selv om de ikke havde behov for dem, siger Stef Hesselink, administrerende direktør i Bios i Holland til Børsen.

Falck har ingen kommentarer, oplyser kommunikationsmedarbejder Sandra Kronmann fra selskabet til Ritzau.

Bios advokat i Danmark, Torkil Høg, fortæller til Børsen, at erstatningen bliver krævet af både Falck og ledende medarbejdere i Falck.

- Jeg har ingen viden i dag om, hvorvidt ledelsespersoner i Falck har deltaget i eventuelle overtrædelser af konkurrencelovgivningen. Men jeg har svært ved at forestille mig, at topledelsen i Falck ikke har vidst noget om det, hvis loven er overtrådt, siger Torkil Høg til Børsen.

Bios overtog i efteråret 2015 ambulancedriften i Region Syddanmark efter at have vundet et udbud over netop Falck.

Selskabet havde dog mere end svært ved at leve op til sine forpligtigelser. Det endte med, at Bios' selskab i Danmark onsdag blev erklæret konkurs efter begæring fra regionen.

Region Syddanmark valgte selv at overtage ambulancedriften i regionen efter et forløb, som regionsrådsformand Stephanie Lose kaldte "ukønt".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst