Birgit Elgaard tager afsked med BUPL

Frontløber siger farvel efter 14 år som politisk valgt

På den kommende generalforsamling tager Birgit Elgaard afsked med BUPL.foto: grete dahl

På den kommende generalforsamling tager Birgit Elgaard afsked med BUPL.foto: grete dahl

AALBORG:For Birgit Elgaard har beslutningen været længe undervejs, men nu er den truffet. Når BUPL Nordjylland tirsdag 9. oktober holder generalforsamling i Aalborg Kongres & Kultur Center tager hun afsked med den fagforening, hvor hun i snart 14 år har bestridt forskellige politiske poster med jobbet som landsformand som højdepunktet. Årsagen til afskeden er hendes ønske om at være tro mod sig selv. Gentagelser - Det har været sjovt, spændende og lærerigt. Men når jeg kan mærke, at tingene gentager sig, og at jeg ikke længere er helhjertet til stede, så kan jeg ikke bare blive siddende på posten, blot fordi lønnen ruller ind. Det er tværtimod tid til at finde på noget andet, siger Birgit Elgaard. - Jeg har behov for at ændre mit arbejdsliv og afprøve mine kompetencer i en anden retning. Nu vil jeg gerne ud over rampen med mine malerier. Jeg har talt om det hele mit liv, siger Birgit Elgaard. Hun vil derfor give sig tid til sine malerier og skal derudover have et job ved siden af. Hun har endnu ikke lagt sig fast på, hvilken slags, men det afholder ikke Birgit Elgaard fra at stoppe i sit nuværende hverv. - Det ville ikke være ærligt over for medlemmerne at blive siddende, indtil jeg har fået et andet job. Mine spidskompetencer er rådgivning, vejledning og forhandling, så det nye job bliver nok inden for det område, siger Birgit El- gaard, som vil bevare kontakten til nuværende kollegaer og samarbejdspartnere. Fem hårde år Hun lægger ikke skjul på, at de sidste fem år med blandt andet formandsposten for BUPL på landsplan har kostet kræfter. Særligt de interne politiske magtkampe har tæret på de kræfter, som ellers skal bruges på at kæmpe pædagogernes sag. Afskeden med jobbet som de nordjyske pædagogers frontløber betyder ikke, at Birgit Elgaard vil forholde sig tavs på sidelinjen. Et politisk menneske - Jeg har stadig en mening om tingenes tilstand og vil til mine dages ende være et politisk tænkende menneske med interesse for samfundets svage, siger Birgit Elgaard. Selv om det kunne lyde som det modsatte, har hun dog ingen planer om at stille op for et parti. Omvendt er hun åbent for alt. - Hvis jeg skulle stille op, skulle det være til noget jeg kunne gå helhjertet ind for, så jeg kan fortsætte med at være autentisk og være mig selv. - Jeg kan godt forstå, hvis mange har kvalme over den politiske forudsigelighed med politikere, der giver køb på alle principper og hjerteblod og lader sig lede af spin, taktik og udsigten til at få nogle poster, siger Birgit Elgaard. Det er BUPLs nordjyske medlemmer, der på generalforsamlingen direkte vælger deres nye formand.