Birgit Hansen holdt 1. maj-tale - om fyringer

Borgmesteren varslede en hård tid - og opgav valgløfter

Claus T. Kræmmergård og Hans Ravn
Foto: Hans Ravn
Lokalpolitik 1. maj 2014 17:46 - Opdateret 1. maj 2014 21:39

FREDERIKSHAVN: ”Fyringer” og ”1. maj” er normalt ikke ord, der går hånd i hånd. I hvert fald ikke fra de mange talerstole, der torsdag var stillet op rundt omkring i landet.

Men på Knivholt i Frederikshavn var det præcis de ord, som Birgit Hansen (S) tog i munden i forbindelse med sin første 1. maj-tale som siddende borgmester.

Nedskæringer i stor stil står nemlig på menuen i Frederikshavn, hvor cirka 400 kommunale stillinger forventes at forsvinde i løbet af dette år. Det sker for at forbedre kommunens nærmest katastrofale økonomi.

Om den proces sagde Birgit Hansen blandt andet:

- Vi må fyre medarbejdere i kommunen. Jeg er rigtigt ked af det på deres vegne. Det er ikke min drøm som borgmester at sige folk op. Det er ikke min drøm som borgmester at skære i servicen. Det er ikke min drøm som socialdemokrat og tidligere socialudvalgsformand at være med til at skære så meget på det sociale område, men vi har intet valg.

- Kassen er tom, og vi kan ikke betale løn med penge, vi ikke har. Derfor må vi fyre folk og tilbyde dårligere service på mange områder. Det bliver os, der retter økonomien op, for vi skal skal leve som vi har råd til. Men trist er det. Borgerne vil mærke det, og det vil de ansatte også, sagde Birgit Hansen fra talerstolen.

Og så var det, at hun - endelig vil nogen sige - skød en hvid pil efter sine egne valgløfter om flere penge blandt andet til unge og ældre.

- Økonomien ser meget værre ud, end vi vidste i efteråret, og derfor kan vi ikke gennemføre alt det, vi troede, var muligt for et halvt år siden.

- Vi indrømmer det, vi rygsvømmer ikke. Vi siger det ærligt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...