Birgit Hansen i spidsen for mandeklubben
Ligestillingen halter - Kun to kvinder i Socialdemokraternes gruppe

Med 5.753 stemmer blev Birgit S. Hansen (S) valgets topscorer. Nu skal hun styre et byråd, hvor ligestillingen halter slemt, ikke mindst i Socialdemokraternes egen 14-mands gruppe med kun to kvinder. Foto: Jan Pedersen
FREDERIKSHAVN:Birgit Hansens kanonvalg trækker flere mænd med i byrådet. Den kommende borgmester bliver førstekvinde i en socialdemokratisk gruppe med 12 mænd og to kvinder - Birgit Hansen og Irene Hjortshøj.
Ved sidste valg fik socialdemokraterne valgt 11, heraf tre kvinder, men i år har kvinderne tilsyneladende sat krydset ved spidskandidaten.
Hos Venstre skal Lars Møller fremover lede en gruppe med fem kvinder og fem mænd.
For fire år siden fik kvinderne kun to ud af otte pladser i Venstregruppen.
Fagbevægelsens comeback
Venstrefløjen i det nye byråd, SF og Enhedslisten, tegnes fremover udelukkende af to kvinder.
Hos Socialdemokraterne får fagbevægelsen et bemærkelsesværdigt comeback i byrådsgruppen. Fire af de nyvalgte er eller har været valgt/ansat i fagbevægelsen, Kenneth Bergen, John Karlsson, Bent Pedersen og Brian Kjær.
Sidstnævnte har i en kort periode været suppleant.
Til gengæld til glider to SF’ere med baggrund i fagbevægelsen ud - Søren Visti Jensen og Brian Pedersen.
Geografi og spidskandidat
Flertallet af nyvalgte i den socialdemokratiske gruppe har bopæl i den gamle Frederikshavn Kommune. En anden sideeffekt af Birgit Hansens kanonvalg.
Ved de første valg til storkommunens byråd og i mindre grad ved det andet støvsugede spidskandidaten Erik Sørensen stort se gl. Frederikshavn Kommune for personlige stemmer og trak derved ekstra mange skagboer og sæbynitter ind i byrådet, fordi vælgerne i de to andre gamle kommuner stemte lokalt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.