Birgit Hansen: Nu gælder det borgmesterposten!
At vippe Lars Møller af tronen som borgmester
Der var røde roser, brede smil og glædestårer, da kredsformand Stig Lundbo fredag sidst på eftermiddagen langt om længe kunne annoncere resultatet: Hele 83 procent af socialdemokraterne i kommunen har stemt. 289 stemmer til Birgit Hansen og 179 til Birthe Marie Pilgaard. Tung arv at løfte - Vi er to, der kan pudse glorien, Birthe Marie og jeg. Personvalg kan være hårde, og det har ikke været lige kønt det hele, men nu ser vi fremad, sagde den 45-årige sygeplejerske. Hun skal løfte den tunge arv efter bykongen Erik Sørensens 12 års regeringstid og snart 20 år i spidsen for Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune. Se tv fra valgdramet her Valgkampen har blotlagt dyb splittelse i det gamle arbejderparti, men valgresultatet viste, at der er stor opbakning til Birgit Hansen, ikke kun i Sæby og Skagen, der har bakket hende op. Også fra mange fra Frederikshavn satte krydset ved Birgits navn. Glad og lettet - Jeg er glad og lettet, og mener selv, at jeg med min erfaring og mine stemmetal er et godt bud på en kommende borgmester, sagde Birgit Hansen. Hun havde forberedt en tabertale, men den blev i baglommen. Taberen havde influenza Mens Birgit Hansen blev krammet og lykønsket hele vejen rundt, lå hendes modkandidat hjemme i sengen med hård influenza. - Jeg ønsker Birgit til lykke med resultatet. Under valgkampen lovede jeg 100 procents opbakning, og det står jeg ved. Nu skal vi stå sammen og gå til sagen med åben pande, så vi kan få ro i partiet. Vi skulle gerne vinde næste valg med Birgit som borgmester, lød det fra sygesengen i Aalbæk. Aalbæk, der bakkede 100 procent op bag deres bysbarn. Oprydningsarbejde Stig Lundbo, kredsformand i Socialdemokratiet, glædede sig over, at det blev en klar afgørelse, og at stemmeprocenten blev hele 83: - Det gør det forhåbentlig lettere at samle, både de tre partiforeninger og byrådsgruppen, siger Stig Lundbo, der to gange har måttet kalde sin partimedlemmer til orden, da de indbyrdes skænderier eksploderede i fuld offentlighed og socialdemokraterne pludselig blev deres egne værste fjender. Stadig brug for Erik S. Som vinder overtager Birgit Hansen posten som formand for byrådsgruppen. Mens valgkampen kørte på sit højeste, blev Erik Sørensen opfordret til at trække sig og overlade sin byrådsstol til suppleanten, Irene Hjortshøj fra Skagen, men det er ikke en god idé, mener Stig Lundbo: - Vi har stadig brug for Eriks kompetencer og mange års erfaring. DSU klar til ny valgkamp DSU's repræsentant i kandidatudvalget, Jes Nielsen, var med til at tælle stemmerne op, og han var hurtig med opbakning til den nye S-stjerne: - Vi har fået en dygtig og kompetent kvinde i front, og hele DSU bakker op om Birgit. Vi er klar til at yde 110 procent for hende i valgkampen, forsikrede den unge DSU'er. En anden, der var glad, var René, Birgits ægtemand, der måske skal til at forberede sig på en tilværelse som "borgmesterfrue" ... - Det har været en lang, hård kamp, og, jo, vi har da drøftet det nogle gange tværs over spisebordet. Det er nok Birgits hidtil hårdeste tid som politiker, men hun har et godt bagland, sagde René, der er Falckredder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.