Birkelse

Birkelse IF har mistet sine Venner

BIRKELSE:Efter 26 års virke har Birkelse IFs Venner nedlagt sig selv på grund af manglende opbakning. Det oplyser Ole Christsensen, da Vennerne endnu en gang ikke kunne finde folk til bestyrelsen på generalforsamlingen, og da det heller ikke lykkedes på den ekstraordinære generalforsamlingen valgte Vennerne at gå hver til sit. Også fordi det i de senere år har været en kamp at finde folk til bestyrelsen. - Udover bestyrelsen kom der kun tre repræsentanter til vores ekstra generalforsamling, og den ene var Birkelse IFs formand. Der var ikke en gang en repræsentant fra Birkelse IFs ungdomsafdeling for at sige tak for de 16.000 kr., som vi har givet ungdomsafdelingen i løbet af 2004, fortæller Ole Christensen. - Det må være et tegn på, at de ikke har brug for os, og der er ingen forældre, som vil bakke os op. Tiden er ved at løbe fra foreninger som BIrkelse IFs Venner, konstaterer han. Birkelse IFs Venner har ellers gennem årene kunnet levere mange større beløb til gavn for både fodbold- og håndbold-ungdommen iBirkelse IF. - Men vi har jo heller ikke et håndboldhold længere, siger Ole Christensen.