EMNER

Birthe Kjær ramt af blodprop

Den 57-årige sangerinde Birthe Kjær blev i tirsdags ramt af en blodprop i hjertet, men den populære sangerinde har det efter omstændighederne godt. Det var umiddelbart efter træning til TV 2s underholdningsprogram "Vild med dans", at 57-årige Birthe Kjær fik et ildebefindende. Dansepartneren Bo Loft Jensen var sammen med hende, og hun blev straks kørt på sygehuset. Her kunne lægerne fortælle, at blodproppen har været undervejs længe. Sangerinden har fået foretaget en ballonudvidelse og er nu indlagt til observation. - TV 2 sender de varmeste ønsker om god og snarlig bedring til Birthe Kjær, og vi er stolte over hendes deltagelse og engagement i "Vild med dans". Nu hvor hun er ude af konkurrencen og skal passe ekstra godt på sig selv, vil hun for hele holdet - uanset hvem der vinder - være vores alles dancing queen, siger TV 2-redaktør Gitte Madsen. Med ultra kort varsel er en anden Grand Prix-vinder, Tomas Thordarson, sprunget til for at udfylde Birthe Kjærs plads i "Vild med dans". - Jeg blev selvfølgelig ked af at høre om Birthe Kjærs sygdom, og jeg ønsker hende god bedring. Men selv om det er på en trist baggrund, at jeg er med i showet - så glæder jeg mig meget. Jeg er glad for at kunne hjælpe, og jeg tager det som en stor ære at få lov til at være med, siger Tomas Thordarson. Tomas Thordarson vandt det danske Melodi Grand Prix i 2004 med sangen "Sig det' løgn". I den engelske version hed sangen "Shame on You", og da han stillede op i det europæiske Melodi Grand Prix i Istanbul i Tyrkiet, opnåede han lige netop ikke point nok til at komme med i finalen. Birthe Kjærs sygdom betyder også, at hun må aflyse sin optræden i det store, internationale Melodii Grand Prix show show i Forum lørdag aften.