Bisgaard: Gruppeeksamen - men ikke nu

Nyvalgt V-medlem vil ikke gå imod statsministeren - Aalborg Universitet håber på nyt forslag

EMNER 1. december 2007 05:00

NORDJYLLAND: Det nyvalgte Venstre-medlem af Folketinget, Per Bisgaard, er tilhænger af, at muligheden for at holde gruppeeksamen genindføres. Alligevel vil han ikke støtte et bebudet forslag herom fra oppositionen. - Jeg kan jo høre, at erhvervslivet og mange andre siger, at gruppeeksamen fungerede godt på Aalborg Universitet. Så ja, jeg mener, at muligheden bør tilbage. Men jeg mener ikke, det er rigtigt at gøre det her og nu. Hvorfor ikke? - I valgkampen sagde statsministeren jo meget klart i NORDJYSKE, at regeringen ikke vil genindføre gruppeeksamen. Når man har været i politik så længe, som jeg har, ved man godt, hvornår det er klogt at agere, og hvornår det ikke er. Så kommer der et forslag, vil jeg ikke stemme for det. Men styrkeforholdet i Folketinget er tilsyneladende sådan, at forslaget kan vedtages, hvis blot ét medlem fra VKO støtter det. Hvis du mener, at gruppeeksamen er en god ting, burde du så ikke forsøge at få den genindført? - Det vil være politisk naivt at støtte et sådant forslag her og nu, når ens politiske chef har sagt sådan. Jeg gætter på, at oppositionen bare er ude på at prøve os af. Så mit svar vil være, at jeg ikke kan stemme for det her og nu, men at det måske kan blive aktuelt senere i forløbet, siger Per Bisgaard. Hans partifælle på Christiansborg Birgitte Josefsen har i flere år været erklæret tilhænger af gruppeeksamen. Som nævnt i NORDJYSKE i går har hun endnu ikke gjort sin stilling op i forhold til det bebudede nye forslag. - Jeg kan ikke forholde mig til et forslag, jeg ikke kender. Nogen har hvisket mig i øret, at forslaget muligvis vil lægge op til, at alle deltagere i en gruppeeksamen skal have fælles karakter, og dét er jeg stærkt imod. Så derfor afventer jeg forslaget, før jeg beslutter, hvad jeg gør. Men hvis forslaget alene går på at genindføre muligheden for gruppeeksamen, men med individuel karaktergivning, vil du så stemme for det? - Der kan være mange elementer i et sådant forslag. Jeg vil altså se det, før jeg lægger mig fast. Er du parat til at bringe regeringen i mindretal på dette spørgsmål ved at stemme sammen med oppositionen? - Jeg har ikke tænkt mig at ændre min grundholdning, som er, at gruppeeksamen er en såre fornuftig ting, som passer rigtig godt til vor tids megen tale om teamwork. Så du lader dig ikke presse til at stemme imod et forslag om gruppeeksamen? - Jeg håber, at udgangen kan blive, at min holdning kan få nogen i regeringen til at tænke sig om. Faktisk fornemmer jeg, at der i regeringen er sat en proces i gang, som går i den rigtige retning. I valgkampen har den ene minister efter den anden da ellers talt imod at genindføre gruppeeksamen? - Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg har kun hørt statsministeren gøre det, fastslår Birgitte Josefsen. På Aalborg Universitet håber rektor Finn Kjærsdam meget, at der viser sig at være flertal i det ny folketing for at genindføre muligheden for gruppeeksamen. - Forbuddet har ramt Aalborg Universitet på det, vi ellers er kendt for verden over. Det er irriterende - ikke mindst, fordi alle de eksempler, der er brugt i argumentationen imod gruppeeksamen, intet har at gøre med virkeligheden hos os, siger Finn Kjærsdam, der især sætter sin lid til Birgitte Josefsen: - Hun har hele vejen talt til fordel for gruppeeksamen. Jeg har meget stor respekt for en politiker, der er parat til at stå ved sit synspunkt, også når det virkelig gælder, siger Finn Kjærsdam.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...