Bisgaard: Italien-Brasilien er en klassiker

Lørdagens storopgør mellem Italien og Brasilien ved Confederations Cup er en klassiker, mener Morten Bisgaard.

Bisgaard: Italien-Brasilien er en klassiker

Den hidtil mest imødesete kamp i indledende runde ved Confederations Cup spilles lørdag aften i brasilianske Salvador, hvor fodboldstormagterne Italien og Brasilien tørner sammen.

Begge hold har vundet deres første to kampe over Japan og Mexico, så det er førstepladsen i gruppe A, der spilles om, nu hvor begge hold er videre til semifinalerne.

- Det bliver rigtig spændende. Italien-Brasilien er en klassiker, og der er mange, der kan huske VM-kampen i 1982, hvor Italien med Paolo Rossi som målscorer vandt 3-2. Og så var der VM-finalen i 1994, som var lidt kedelig.

- Det er to klassiske hold med to fodboldtrøjer, man kan genkende. Det bliver en fascinerende kamp, siger Morten Bisgaard.

Den tidligere Udinese-spiller, som følger Confederations Cup som kommentator for TV2, fremhæver Italien, som har dyrket en mere offensiv tilgang til spillet i de seneste par år.

- Italien spiller anderledes fodbold nu. De vil gerne spille fremadrettet, positiv fodbold, hvor de førhen var meget beregnende.

- Ved VM i 1982, hvor Italien vandt, mente brasilianeren Zico, at det var fodbolden, der døde. Fordi Italien spillede så destruktiv fodbold, forklarer Bisgaard.

Den tidligere danske landsholdsspiller har også været imponeret af Brasilien og især angriberen Neymar, som har vist fortryllende detaljer og to flotte mål i de første par kampe.

- Brasilien har i de første 20 minutter af begge de første kampe spillet berusende og virkelig flot fodbold.

- Neymar skiller sig ud, og det er en fornøjelse at se ham spille, mener Bisgaard.

Italiens 34-årige playmaker Andrea Pirlo må sidde over med en muskelskade mod Brasilien, men Juventus-strategen ventes klar til semifinalen.

Også midtbanespilleren Daniele De Rossi er ude mod Brasilien, fordi Roma-spilleren har karantæne efter to gule kort.

Brasilien kan nøjes med uafgjort mod Italien for at vinde gruppen, som har en dårligere målscore end brasilianerne. Vinderen af gruppen undgår formentlig at møde Spanien i semifinalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst