Bisgaard stiler efter Folketinget

Eks-borgmesteren forsøger at blive folketingskandidat i Kjellerup-kredsen

Lokalpolitik 1. marts 2003 07:00

AALESTRUP: Forhenværende borgmester Per Bisgaard, har meldt sig blandt kandidaterne til det opstillingsmøde, der finder sted i Venstres Kjellerup-kreds 12. marts. Foreløbig er fire kandidater tilmeldt, men det antal kan stige helt frem til selve aftenen. Per Bisgaard, 47 år, har 16 års erfaring fra kommunal- og amtspolitik. Og det er efter opfordringer fra partikolleger, at han har besluttet sig for at stille op i Kjellerup-kredsen, der omfatter Bjerringbro, Kjellerup og Karup kommuner. - Efter så mange år i lokalpolitik mener jeg at have et rigtigt godt basisfundament, og det kunne være meget spændende at prøve kræfter med Venstre-politik på nationalt plan, fortæller Per Bisgaard. Anledningen til, at der skal vælges ny kandidat, er at den nuværende, Jens Rohde, flytter til Skive. Det er dog ikke første gang, at Per Bisgaard er på banen til et opstillingsmøde. For tre år siden var han kandidat i Viborg-kredsen, og her blev han nummer to efter den nuværende folketingskandidat, Kristian Pihl Lorentzen, der blev valgt som afløser for nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foruden otte år på borgmesterposten i Aalestrup Kommune har Per Bisgaard været udvalgsformand, i øjeblikket for børne- og kulturudvalget. Han sidder desuden i amtsrådet i Viborg Amt på anden periode, hvor han er medlem af økonomiudvalget, ligesom han på amtsplan har en fortid som gruppeformand og viceamtsborgmester. Per Bisgaard er dog vidende om, at flere af hans rivaler til posten i Kjellerup-kredsen er unge mennesker. Af de nuværende tre rivaler, der er opstillet, er de to i 20-erne og den tredie i 30-erne. Og også de andre områder i Viborg-kredsen er præget af ungdommen. Til opstillingsmødet 12. marts i Kjellerup, som afholdes i forbindelse med en ordinær generalforsamling, får hver kandidat 10 minutter til at præsentere sig selv. Desuden er det vanlig praksis, at man får en eller to personer til at bidrage med en mundtlig anbefaling om kandidatens egenskaber og personlighed på aftenens møde. - Derfor har jeg nu tænkt mig at gå på "jagt" efter et par folk i det pågældende område, som vil bakke mig op til mødet, fortsætter Per Bisgaard. Til det formål giver hans position som amtsrådsmedlem en vis fordel. Han kender mange V-medlemmer i området, bl.a. de to Venstre-borgmester i Bjerringbro og Kjellerup, Poul Vesterbæk og Hans Jørgen Hørning. - Det bliver spændende at se, om en "midaldrende" kandidat som jeg kan stå distancen mod de unge, men skulle jeg være så heldig at blive valgt, så ser jeg frem til at tage udfordringen op, siger Per Bisgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...