Biskop fejrer lillejuleaften i moské

KØBENHAVN:Normalt prædiker Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, i domkirken i juletiden, men lillejuleaften tager han en afstikker til Danmarks ældste moské, Nusrat Djahan Moskéen. Her er han blevet inviteret til at fortælle om Julens budskab, mens moskéens imam, Naimatullah Basharat, vil fortælle om Jesus i Den Hellige Koran. Selvom en dansk biskop i en moské er et særsyn, så har Erik Norman Svendsen en gang tidligere stillet op i Allahs hus. Dengang var det i en moské i Damaskus. - Når nogle er så venlige at invitere mig, så kommer jeg med glæde, og så er det ligegyldigt, om det er den lokale Rotary-klub eller andre trosretninger, som inviterer, siger biskoppen. Erik Norman Svendsen ser invitationen som en forlængelse af den tradition, kristne og muslimer har i Mellemøsten. Her besøger muslimer kristne i julen, mens kristne besøger muslimerne under ramadanen. - Det er udtryk for, at man respekterer hinanden og viser, at man kan leve fredeligt sammen på trods af forskellig tro, siger Erik Norman Svendsen. Erik Norman Svendsen får cirka et kvarters taletid i moskeen, og så er der afsat tid til spørgsmål./ritzau/