Biskop: Tv-prædiken i orden

Ser ingen problemer i tv-prædiken om flygtningepolitik

Orla Villekjærs tv-præ­di­ken var i or­den, me­ner bis­kop­pen i Vi­borg Stift.
FOTO: PAL­LE HE­DE­MANN/SCAN­PIX

Orla Villekjærs tv-præ­di­ken var i or­den, me­ner bis­kop­pen i Vi­borg Stift. FOTO: PAL­LE HE­DE­MANN/SCAN­PIX

KØBENHAVN:Det får ingen konsekvenser for den vestjyske præst Orla Villekjær, at han i går langede hårdt ud efter regeringens behandling af blandt andre psykisk syge kosovoalbanske flygtninge i sin tv-prædiken på DR. Præsten fra Troldhede-Sdr. Felding bakkes op af sin chef, biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen. - Jeg synes, det var en udfordrende prædiken, og jeg føler ikke, der er nogen grund til at foretage sig noget fra min side, siger Karsten Nissen til Ritzau. Orla Villekjærs angreb på regeringens asyl- og flygtningepolitik var bebudet og møder kritik hos både kirkeminister Bertel Haarder (V) og hos Socialdemokraternes integrationsordfører, Lotte Bundsgaard, der advarer præsterne mod at blande religion og politik sammen. - Jeg synes, at Orla Villekjær holder sig inden for de rammer, der gælder for præster. Han har et vigtigt etisk anliggende for os alle sammen. Selvfølgelig skal en præst ikke gå ind i en partipolitisk kamp og opfordre til at stemme på et bestemt parti, men en prædiken er nødt til at forholde sig til den virkelighed, vi lever i, siger Karsten Nissen. I søndagens tv-prædiken angriber Orla Villekjær blandt andet regeringen for at sende syge kosovoalbanske flygtninge hjem uden udsigt til behandling eller håb for fremtiden, og for at placere asylansøgere under urimelige forhold i Danmark. - Hvordan kunne det ske. Enhver sund fornuft ser da det umenneskelige i at sende disse psykisk syge hjem, lød det blandt andet i prædiken, hvor den vestjyske præst desuden kritiserede regeringen, Dansk Folkeparti og dele af oppositionen for at dæmonisere folkelivet i Danmark. Tv-prædiken er en båndet udsendelse, der blev optaget for en uge siden, og Orla Villekjær er selv i Egypten, hvor han dog har fulgt med i de seneste dages debat. Og han fortryder intet. - Jeg har det fint med debatten. Jeg havde et budskab, jeg gerne ville have ud, og det har jeg jo fået, siger Orla Villekjær. Han ser intet problem i talens politiske indhold. - Jeg mener ikke, at man kan skille tingene ad. Jeg forsvarer en gruppe mennesker, som er i nød, og som jeg mener, man behandler dårligt. Det er kirkens opgave. Kristendommen har et meget klart budskab om, hvordan vi skal indrette samfundet. Og hvis ikke du er villig til at tage fat i de aktuelle problemer, når der øves overgreb på en gruppe mennesker, så bliver kirken jo utroværdig. Min prædiken handler om vores samaritanske pligt, og det er den, jeg forsøger at håndhæve, siger Orla Villekjær. /ritzau/