Kirkepolitik

Biskoppen fyrer - ikke politikerne

KØBENHAVN:Det er alene op til biskoppen og kirkeministeren at vurdere, om en præst skal afskediges eller ej. Det siger Charlotte Ellermann, næstformand i Præsteforeningen og sognepræst i Humlebæk. - Vi har en tredeling af magten her i landet, og det skal politikerne holde sig for øje. Det er ikke deres opgave at beslutte hvem eller hvad, der skal fyres. Men politikerne har selvfølgelig lov til at have en mening om en sag, siger Charlotte Ellermann. Hun understreger, at man som præst ikke er hævet over loven, og bryder man den, må man være klar til at tage konsekvenserne. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, krævede fredag, at den omstridte sognepræst ved Brorsons Kirke, Per Ramsdal, bliver fyret. Fyringstruslen kom efter, at dagbladet B.T. fredag skrev, at præsten medvirker til at skjule illegale flygtninge. En af avisens journalister har ringet til Per Ramsdal og udgivet sig for at være flygtningeven, der ville hjælpe med at huse afviste irakiske asylansøgere. Peter Skaarup har hørt samtalen mellem Per Ramsdal og journalisten og mener på den baggrund, at præsten skal afskediges. Per Ramsdal selv afviser pure at stå bag et netværk. Han er nu sendt på tre ugers ferie af biskoppen i København. En rundspørge, som Berlingske Research har lavet blandt 257 præster, viser, at hver fjerde vil åbne døren, hvis en afvist irakisk asylansøger banker på. Der er godt 2000 præster i Danmark. /ritzau/