Bitterhed over rod i forsvarets økonomi

- De mennesker, der blev afskediget i forsvaret, fordi man meldte ud at der skulle ske besparelser på en milliard kroner på grund af et underskud på budgettet, står tilbage med en utrolig bitterhed, når nu det viser sig, at forsvaret reelt havde et overskud på 600 millioner kroner.

Det er simpelthen en økonomisk slendrian, som må få konsekvenser. Det mener kasernemester på Flådestation Frederikshavn Jens Hedegaard Kristensen, der selv oplevede konsekvenserne af den manglende styring af økonomien på sin arbejdsplads. Han måtte i slutningen af 2003 afskedige fem i sin afdeling, der tæller 50 ansatte. I alt blev cirka 400 mennesker afskediget på landsplan. - Og nu kan det være, at vi skal til at genansætte nogle af de fyrede medarbejdere, fordi man havde regnet forkert. Jens Hedegaard Kristensen har selv været ansat 37 år i forsvaret tøver ikke med at betegne den økomiske styring som en skandale, der bør få konsekvenser overfor de ansvarlige - Forsvarsministeren bør se på, hvem der er bogholdere. De ansvarlige bør tages i kraven og sættes udenfor. Det piner mig at se, hvordan man i dette system dækker over hinanden. 1. sektion side 3