Bittersødt maltbolsje

Faktisk dansede jeg glad rundt, fuld af gåpåmod og truttede håbefulde melodier ud i verden om alle de spændende ting, jeg skulle i gang med efter min barsel.

Pludselig gik døren op, og der stod den store lektor Bureaukrati og brølede: "Nå!? Er man rask nok til at spille neeeeeegermusik?!" (Og han lignede grangiveligt Frits Helmuth). Jeg skal love for, den trompet blev knækket og erstattet af en bunke støvede papirer. På det øverste blad stod der "Velkommen i A-kassen". Shhhhhhwit, sagde det, og så kunne man ikke engang stege et bette vagtelæg på min livsgnist mere. Jeg kan ikke sige, jeg ikke var blevet advaret af andre, der har prøvet at være på dagpenge eller bare supplerende dagpenge. Alle har de kremtende hvisket: Bare sig nej tak og løb som ind i *** efter kunderne: Papirnusseri vil smadre enhver lille forretningsspire. Men jeg tænkte vel: "Aj, helt ærligt. Man kan ikke regne med, hvad lykkejægere og arbejdsløse siger. De drikker garanteret også. Og lyver. Og er utaknemmelige". Men det er den pureste sandhed. Taget i betragtning, at vi lever i et papirløst samfund med NemID og alting, så har jeg været i kiosken rigtig mange gange efter ét frimærke (fordi man hver gang tænker: Hmmmm. Nu har de da vel fået alle tænkelige formularer). Men nej. Det har de aldrig. Post Danmarks sidste bastion er alle ledigbumserne, den papirpiskede slavehær. Og så bliver man indkaldt først til møde i A-kassen, hvor de forklarer, hvad man har læst på hjemmesiden og i brevene fra dem: at man skal søge to job om ugen, bekræfte sin jobsøgning hver uge og gøre alt, hvad A-kassen beder én om. Her er der plads til få specifikke spørgsmål - det er et overordnet møde om retningslinjerne. En lille uge senere skal man så til fællesmøde (sammen med nogle af de der ledige) på jobcenteret. Her forklarer de, hvad man jo har læst på hjemmesiden, i brevet fra dem og på A-kassemødet: at man skal søge to job om ugen, bekræfte sin jobsøgning hver uge og gøre alt, hvad jobcenteret beder én om. Og hvis man er i tvivl om noget, kan man spørge i A-kassen: Dette er ligesom et overordnet møde om retningslinjerne. Nu ved jeg da godt, at man først og fremmest skal kigge indad: Man bliver da hurtigere irriteret over setuppet, fordi det jo er en skamfuld affære at skulle møde hos AF. Man føler sig afmægtig, holder det ud i strakt arm og forsøger at påpege de andres fejl for lige at vokse lidt selv. Nej, jeg ville derfor prøve at være helt åben. Der var varm kaffe, og jobcenterets to værtinder (de havde valgt den kendte kombinationen ung og køn/ældre og klog) havde virkelig gjort noget for at pifte genudsendelsen op. Skemaet om de to aktuelle jobsøgninger, som vi havde udfyldt hjemmefra, blev for eksempel kastet op på en slags storskærm. Den unge, kønne værtinde leverede en fremragende service, idet hun for eksempel pegede på en lang streg efter bogstaverne N A V N: Her skulle man så skrive sit navn. Ikke Paradise-Amalie eller Fedtmule, som sarkastiske røster kunne have foreslået, men ens eget navn. Og her var det så, at spændingen peakede: En tømrer spurgte, om han ikke måtte gå igen (gys gik gennem hele aulaen). "Jo, for han var sæsonarbejder, havde slet ikke råd til at gå arbejdsløs og syntes, han spildte sin tid." Hvad?! Jeg var dybt forarget over en sådan fræk usandhed. Jeg kiggede stift ned i bordpladen. Jeg var en tavs hykler, men dulmede min samvittighed med, at hvis han selv valgte at forlade sin plads i redningsflåden, fordi nødrationerne ikke lige smagte, så kunne han ikke forlange, jeg ville låne ham en Speedo-badebuks! Men heldigvis gik den erfarne vært (her i rollen som bad cop) ind og satte ham på plads: Sit! Næste punkt var "Hot Jobs", som AF med så snedigt spindoktorarbejde vælger at kalde arbejde som gadehverver eller garderobedame. "Og man kan også søge job i Spanien gennem Jobnet", sagde den unge værtinde oplagt. Da en ældre herre vittigt påpegede, at de nok ikke havde så mange tilovers, så grinede ingen! Der var faktisk så stille, at man tydeligt kunne høre lyden af tabt ansigt, der ramte betongulvet. Bagefter skulle man så vente et andet sted på en personlig samtale med sin sagsbehandler. Han spurgte så, om man ville have repeteret noget af det, man havde læst i breve og på hjemmesiden og derpå fået gennemgået på A-kassemødet og så fået repeteret i dag på jobcenterets fællesmøde? Nej? Og havde jeg noget i øvrigt, var jeg velkommen til at arrangere et møde en anden dag - dette var mere overordnet, sagde han, da jeg netop var ved at samle mod til at færdiggøre min sætning. Han lignede bestemt ikke én, der hører "I Feel Good, dadadadada", når han kører på arbejde. Faktisk tror jeg, han trængte til at blive truttet på maven, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg vil jo gerne beholde de der skillinger, men kan jeg nu det, når jeg er lidt i tvivl - altså: Var det to job om ugen, jeg skal søge? METTE KIRSTINE GODDIKSEN er freelancer i tekst, idé og koncept. Hun er mor til Anna og Fie på 6 år og Thilde på 0. Bor i Klarup. Hendes interesser er daglig motion, karse og overtagelse af verdensherredømmet.