Bittert farvel til AaB

Kristoffer Arvhage skuffet over klubben

AALBORG:Forsvarsspilleren Kristoffer Arvhage får efter alt at dømme ikke forlænget sin kontrakt med superligaklubben AaB. Godt nok har den 27-årige svenske lejesvend endnu ikke fået ren besked af AaB's ledelse, men hans svenske klub Elfsborg er åbenbart bedre orienteret. I hvert fald har klubbens sportschef, Stefan Andreasson, informeret forsvarsspilleren om, at AaB ikke ønsker at forlænge aftalen med ham, og det skuffer Kristoffer Arvhage, som dog ikke kommer til at stå uden job, eftersom han har to år tilbage af sin kontrakt med Elfsborg. - Det havde klædt AaB, at de havde fortalt mig deres beslutning på to-mands-hånd, siger en fortørnet Kristoffer Arvhage til BT. I AaB afviser sportschef Lynge Jacobsen at bekræfte bruddet med Kristoffer Arvhage. Overfor NORDJYSKE oplyser Lynge Jacobsen, at han forlængst har aftalt at mødes med svenskeren i dag, og indtil det møde er overstået har han ingen kommentarer. Kristoffer Arvhage nåede at spille 12 kampe for AaB og score et enkelt mål.