Bjarke forbliver pirat
Landsholdscenteren siger nej til andre bejlere og underskriver langtidskontrakt
AALBORG: Helt frem til sommeren 2016 vil Bjarke Møller være at finde i Aalborg Pirates. Efter en lang forhandlingsomgang har den stærke center valgt at forlænge sin aftale med piraterne som sikrer sig Møllers eftertragtede signatur foran en stribe andre klubber.
- Det er et vigtigt signal at sende, for vi har behov for at have nogle af vores egenudviklede, lokale spillere i truppen. Bjarke Møller er en kulturbærer og tilmed en fuldendt professionel, som helt klart er en stærk ambassadør for vores klub.
- At vi har fået Bjarke til at blive her, er vi stolte over, for han har været en attraktiv herre for en del af vores konkurrenter. Men her i Pirates har han sin passion, og det er vi utroligt stolte over, siger Frederik Åkesson, direktør i Aalborg Pirates.
Pirates-direktøren tøver ikke med at kalde Bjarke Møller for den hjemlige ligas allerbedste center med rødbedefarvet pas:
- Jeg ser ikke nogen stærkere dansk center herhjemme. Bjarke er en allroundtype, som er god til det hele. Uden at være en fysisk spiller giver han altid stålet. Hans udgangspunkt er det defensive, men i de seneste sæsoner har han udviklet sin offensiv med sit gode skøjteløb og fine håndledsskud. Han er en fremragende playmaker, slutter Frederik Åkesson.
Bjarke Møller har i de to seneste sæsoner været hjemsøgt af både to hjernerystelser samt en drilsk lyskenskade. Sidstnævnte tvang ham til at melde afbud til VM i år, men Bjarke Møller udtalte for nylig til NORDJYSKE, at han satser på at være helt klar til starten på den nye sæson.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.