EMNER

Bjarne - en venstreradikal

KØBENHAVN:Han syner ikke af meget, som han kommer slentrende over Blågårds Plads på Nørrebro. 30-årige Bjarne er lidt spinkel i det, de runde briller giver ham et intellektuelt skær, og de daggamle skægstubbe et moderne præg af storbymenneske. Langt fra det stereotype billede af en autonom, som den almene dansker ville kalde ham. Selv foretrækker han prædikatet venstreradikal. Bjarne har boet i København, siden han forlod Brønderslev Gymnasium tilbage midt i 1990erne. Sammen med nogle kammerater blev han hurtigt en del af det integrerede venstreradikale miljø på Nørrebro, hvor han da også bor i dag i en hyggelig 2-værelses. Her han dog ikke boet der så meget i de sidste par år, da han 18. marts 2003 forlod Højesteret med en dom på halvandet års fængsel for forsøg på brandstiftelse. Tilbage i 2000 var han kørt en tur til Hillerød sammen med to kammerater - også fra Brønderslev - hvor planen var at sætte ild til en bil, der tilhørte Poul Mose Hansen, underdirektør i Udlændingestyrelsen. Det blev kun ved planen. Stedet var stærkt overvåget af politiet, der udover at aflytte Bo's mobiltelefon - hovedmanden bag den planlagte aktion - også havde aflytningsudstyr i den bil, som de kørte i. I dag er Bjarne en fri mand efter at have afsonet i Jyderup Statsfængsel. Han er snart færdiguddannet sygeplejerske.