Frederikshavn

Bjarne gjorde rent til et nyt år

Stort set stille og roligt i Frederikshavn Kommune

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

bjarne jensen gør rent efter andre og nyder også sin smøg i det nye år.

Heldigvis tyder alt på, at det blev et forholdsvist roligt årsskifte i Frederikshavn Kommune. Meldingerne på årets første dag lød på ro og orden sådan i det store hele, men der var dog episoder, som kunne være endt galt. Det var blandt andet tilfældet i krydset Danmarksgade/Tordenskioldsgade i Frederikshavn, hvor en større flok unge ved årsskiftet sendte raketter i menneskehøjde langs vejen i retning mod havnen. Gaden blev hurtigt mennesketom, da ingen turde opholde sig blandt raketterne. Heldigvis blev ingen ramt. NORDJYSKE Mediers første hold på gaden i 2009 fandt kendte tegn på nytårsløjer, der går over i hærværk med sprængte private postkasser, eller brevindkast, som det hedder i den postale ordbog. I Frederikshavns gågade var kommunens nytårshold på to mand - den ene med motoriseret fejemaskine og den anden med rugbrødsfejemaskine. Ham, Bjarne Jensen fra kommunens Park og Vejafdeling, talte vi med. - Det har ikke været så galt med svineri i de områder, vi holder rene, og det vil primært sige i nærheden af gågaden, og jeg har ikke set noget hærværk af betydning, lød det fra den friske kommunalarbejder, der til daglig arbejder i den grønne afdeling og kun afløser med byrengøring. Bjarne Jensen har været ansat i kommunen siden 1981 og arbejder også med snerydning - også en rolig tjans lige nu. På årets første dag - og med en smøg i Bjarne Jensens mund - kunne vi ikke dy os for at spørge om et eventuelt nytårsforsæt. - Jeg har ikke nogen i år, og jeg har ikke tænkt mig at holde op med at ryge, selv om det efterhånden er svært at få lov. - Vi må da heldigvis stadig ryge i det fri, smiler han og tænder endnu en.