Bjarne Riis hapser talent fra Danmark Rundt-førerhold

Saxo-Tinkoff-holdejer Bjarne Riis har sikret sig cykeltalentet Michael Valgren på en treårig kontrakt.

Bjarne Riis hapser talent fra Danmark Rundt-førerhold

Bjarne Riis har før vist sin evne til at spotte og hente nye unge danske cykeltalenter til sit hold Saxo-Tinkoff.

Torsdag har Bjarne Riis sikret sig cykeltalentet Michael Valgren på en treårig kontrakt gældende fra årsskiftet.

Michael Valgrens navn blev slået fast i 2012, da han vandt U/23-udgaven af klassikeren Liège-Bastogne-Liège.

I 2013 gentog den 21-årige dansker bedriften, og han vandt også en etape i løbet Fleche de Sud i Luxembourg.

Talentet og potentialet i Valgren har sportslig ansvarlig for Team Cult Energy, Michael Skelde, aldrig været i tvivl om.

- Michael er et af de klart største talenter i dansk cykling. Der skal ikke være nogen tvivl om, at hvis han vil det, så kommer han til at nå rigtig langt.

- Vi er glade for, at han har holdt fast i vores samarbejde, og det glæder os usigeligt, at han nu får sin drøm om at leve som professionel opfyldt - om end vi kommer til at savne ham på holdet, siger Skelde i en pressemeddelelse.

Sidste sæson boede den unge rytter hjemme og arbejdede om morgenen, inden han skulle ud at cykle.

I 2013 flyttede han til Horsens, hvor han har delt lejlighed med holdkammeraterne Magnus Cort og Alexander Kamp, de få dage han ikke har været på farten med enten Team Cult Energy eller U/23-landsholdet.

I øjeblikket har Magnus Cort førertrøjen i Post Danmark Rundt, og Valgren har bebudet, at han vil gå efter løbets ungdomstrøje.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.