Fodboldlandsholdet

Bjelland tror på Kjær

Andreas Bjelland vil bruge de sidste dages træninger inden lørdagens EM-kamp mod Holland til at vise sit værd.

Andreas Bjelland kæmper med Simon Kjær om pladsen i midterforsvaret.

Andreas Bjelland kæmper med Simon Kjær om pladsen i midterforsvaret.

FODBOLD:Andreas Bjelland tror mest på, at det bliver Simon Kjær, der starter inde i lørdagens EM-kamp mod Holland. Men FC Nordsjælland-profilen, der skifter til Twente denne sommer, vil til det sidste kæmpe for at få en plads i startopstillingen i stedet for AS Roma-spilleren. - Jeg må være realistisk at sige, at sådan har tegningen været både til kamp og i træning. Så det ligner det (at Kjær spiller, red.). - Men jeg skal bruge de sidste par træninger til at vise, at det er mig, der skal spille, siger Bjelland. Daniel Agger virker til at være selvskrevet i midterforsvaret, så det er mest et spørgsmål om, hvorvidt Bjelland eller Kjær skal have pladsen ved siden af. - Konkurrencen er sund. Vi presser hinanden. Der er to rigtige dygtige spillere, den ene fra Liverpool, den anden fra Roma, og så er vi to fra FC Nordsjælland. - Så der er skarp konkurrence, og det er kun med til at højne niveauet og hele tiden flytte hinanden, mener Bjelland. Han er bare glad for, at han overhovedet er i betragtning til en startplads. - Det er fedt, at der er nogen, der tror på én, og at jeg har muligheden for at spille. Det er min første slutrunde, jeg er med til. Simon er et år yngre end mig, men har stadig noget mere erfaring, end jeg har. - Så jeg er utrolig glad og stolt over at være med. Og så må vi se, om det er nok til en startplads, siger den 23-årige superligaprofil. Når først landstræner Morten Olsen har besluttet, hvem der skal spille mod Holland, regner Bjelland ikke med, at der bliver lavet om på det under EM-slutrunden. - Jeg tror, at når træneren har lagt sig fast på et forsvar, så bliver der holdt fast i det. Så bliver det kørt igennem for ikke at skifte for meget ud, vurderer Bjelland. I den seneste testkamp mod Australien fik Simon Kjær første halvleg, mens Bjelland spillede anden halvleg. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.