Bjelland: Twente skulle have vundet flere topkampe

Andreas Bjelland satser på, at hollandske Twente når frem til gruppespillet i Europa League i næste sæson.

19. maj 2014 16:45

Twente endte med at vinde bronze i den bedste hollandske fodboldrække i denne sæson, og det var nok til en plads i Europa League-kvalifikationen efter sommerpausen.

På et tidspunkt var Twente dog med helt fremme og presse Ajax i kampen om mesterskabet, og den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland ville gerne være endt højere i tabellen.

Det var blandt andet nederlag i foråret til Ajax, PSV Eindhoven og uafgjorte resultater mod Ado Den Haag og Zwolle, som betød, at Twente tabte terræn i toppen. Ajax løb med titlen, mens Feyenoord blev toer.

- Slutresultatet set over hele sæsonen var fint. Men vi var ærgerlige over nogle af de kampe, vi spillede til sidst, hvor vi skulle have fået lidt mere med og vundet nogle af topkampene, så vi kunne have blandet os lidt mere.

- Men alt i alt var det en fin sæson, siger Andreas Bjelland.

Personligt var den forgangne sæson langt bedre end den første, fordi midterforsvareren har været stamspiller i hele sæsonen, mens han var skadet i debutsæsonen.

- Det er gået fint. Jeg har spillet næsten alle kampe og har kun siddet ude i en kamp, så det skal jeg ikke klage over, siger Andreas Bjelland.

Ambitionen er, at Twente kommer til at spille europæiske kampe i hele efteråret, men det kræver gode resultater efter sommerpausen.

- Vi er klar til Europa League-kvalifikationen til næste sæson. Det er et mål i sig selv at komme med i gruppespillet, så vi kan få nogle flere kampe.

- I denne sæson spillede vi kun i ligaen, så næste år er målsætningen også at komme med i gruppespillet, siger den tidligere FC Nordsjælland-spiller.

Bjelland har lagt mærke til, at hans tidligere træner i FCN, Kasper Hjulmand, skal være cheftræner i bundesligaklubben Mainz efter sommerpausen, og tiltroen til landsmanden er stor.

- Jeg tror snildt, at Kasper kan begå sig i Bundesligaen.

- Man ved selvfølgelig aldrig, og det er altid svært at spå om, men med den tilgang han har til spillet og den menneskelige omsorg og mandskabspleje, han har, så skal han nok få succes. Det er jeg overbevist om, siger Bjelland.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...