Bjellands træner siger selv stop i Twente

Andreas Bjelland skal have ny træner i hollandske Twente, hvor Steve McClaren har sagt op efter skidt periode.

Bjellands træner siger selv stop i Twente

Twentes engelske træner, Steve McClaren, har sagt sit job op efter en periode på seks kampe uden sejr.

Efter et møde med topklubbens ledelse har Andreas Bjellands træner valgt at træde tilbage.

- Klubben er større end nogen som helst person, og Twente fylder så meget i mit hjerte, at jeg ikke vil stå i vejen for dens udvikling, siger 51-årige McClaren til klubbens hjemmeside.

Efter lørdagens 1-2-nederlag til Heerenveen havde englænderen et møde med Twentes ledelse, der ikke var tilfreds med, at klubben er faldet fra første- til femtepladsen på kort tid.

- Vi talte om klubbens forventninger, og at det var afgørende, at klubben kvalificerede sig til Europa i næste sæson og sluttede i top fire i ligaen.

- Selv om vi overvintrede på en delt førsteplads, og vi var nummer to i ligaen for fire uger siden, så har der været kritik af de seneste resultater og præstationer fra tilhængerne og mediernes side.

- Vi talte om, hvordan vi kunne ændre situationen og tage presset af holdet, som tydeligvis er mærket, siger Steve McClaren.

Han krævede fuld opbakning fra ledelsen på nu og i fremtiden, men det kunne han ikke få.

- Efter en del diskussioner kunne jeg ikke blive forsikret om det, og vi er derfor blevet enige om, at det er i klubbens interesse, at jeg forlader den, fortæller den nu tidligere træner.

Det er anden gang, at englænderen stopper i klubben. I 2010 gjorde Steve McClaren Twente til hollandsk mester for første gang i klubbens historie. I 2012 vendte han tilbage efter korte ophold i Wolfsburg og Nottingham Forest.

Danske Andreas Bjelland har været i Twente siden sidste sommer, hvor midterforsvareren skiftede fra de danske mestre fra FC Nordsjælland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst