Bjergbestigning

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Udsigten fra Galibier er helt fantastisk. Man føler sig i bogstaveligste forstand helt på toppen.

Vi kender det fra motorcykel- og helikopterbillederne i tv. Mest intenst i bjergene med de fanatiske tilskuere langs de smalle veje, der snor sig op og op og op. Nærbilleder af forpinte ansigter og muskuløse, brune ben, der tvinger de spinkle cykler frem. Brutale bjerge, som danner en helt enestående kulisse til lidelse og heroiske bedrifter, der bliver mejslet ind i historien. Et sportsligt skuespil med helte og skurke, der udfolder deres umenneskeligt krævende metier helt uden manuskript... Nå, dér gik der vist Jørgen Leth i det. Men det handler altså om Tour de France og ikke mindst aktiv ferie med indbygget garanti for en høj puls og ømme ben. Da sidste års tour reelt blev afgjort i Alperne, var jeg til stede sammen med tre triatlon-drenge på 13-14 år og min cykelmakker, der ligesom jeg aldersmæssigt befinder sig midt i 40'erne og også er vild med at køre på cykel. Med andre ord en rigtig drengerøvstur, hvor der skulle cykles i bjergene og ses noget cykelløb. Vi havde base på det yderst charmerende Hotel Edelweiss i den lille franske bjergby la Grave, hvorfra man i cykelafstand blandt andet kan nå legendariske bjerge som Alpe d'Huez, Col du Galibier, Col du Telegraphe, Les Deux Alpes og Croix du Fer, der alle er ren guf for cyklister, der kan lide at køre opad. Der er noget fascinerende ved at kæmpe sig op ad de samme stigninger som det topprofessionelle felt. Man får virkelig respekt for rytterne, der med eller uden doping i blodet i vanvittig fart hamrer op ad stigninger, der for en halvtung, nordjysk motionist nærmest virker som en lodret mur. Ulidelige bjerge Vi havde trænet hjemmefra og sørget for at udstyre cyklerne med masser af lave gear. Det er umuligt at mosle en cykel op ad en stejl bjergvej over en strækning på typisk 14 til 20 kilometer i tunge gear. Man går simpelthen død, Selv om forberedelserne og udstyret ikke fejlede noget, blev vi alligevel overraskede over, hvor anstrengende cykling i bjergene er. Et af de første bjerge, vi snuppede, var Col du Galibier i 2645 meters højde over havet. I øvrigt en naturmæssig helt fantastisk oplevelse. Mens man strider sig op i højderne, åbenbarer der sig den ene flotte udsigt efter den anden. Men de sidste par kilometer til toppen er ekstremt stride med voldsomme stigninger, og luften er altså tynd i de højder, hvilket fik lungerne til at komme på overarbejde. Og der er i bogstaveligste forstand koldt på toppen. Varmen længere nede ad Galibier blev afløst af en pivkold og strid vind mod toppen. Men glæden ved at have nået målet gav den indre varme. Det er hårdt at komme op - men det kan faktisk også være anstrengende at komme ned ad bjergene. Det kræver i hvert fald fuld koncentration og en vindtæt jakke at køre sikkert og nogenlunde lunt ned. Med de høje hastigheder er der fare for at blive underafkølet, og man skal hele tiden holde øje med sten og ujævnheder på de franske bjergveje, ellers kan det gå frygteligt galt. Sidste års kongeetape i Tour de France indeholdt blandt andet Galibier og med mål på Alpe d'Huez. Vi var selvfølgelig på bjerget for at se afslutningen og hele det enorme cirkus, der følger med, når verdens vigtigste cykelløb kommer forbi. Vi stod faktisk lige nøjagtig på de ganske få meter, hvor Carlos Sastre rykkede uimodståeligt fra blandt andre Cadel Evans og Denis Menchov og vandt en smuk etapesejr, der siden dannede grundlag for den samlede triumf i løbet. Statsminister i form Dagen efter cyklede vi til bunden af Alpe d'Huez for selv at prøve kræfter med de berømte og berygtede 21 hårnålesving, der ender i 1.860 meters højde. Der var stadig tourstemning på bjerget, og vejen var overmalet med navne på ryttere i feltet. De første par kilometer er virkelig onde, resten er bare almindeligt modbydeligt. Midtvejs på bjerget var der så pludselig en farlig tumult. Jeg blev kaldt ind til siden af nogle andre ryttere, for at jeg skulle holde mig klar med kameraet. Det viste sig, at en af vores triatlon-drenge, Tobias, havde slået følge med en temmelig prominent rytter: Anders Fogh Rasmussen. Jeg snuppede et par billeder af en storsmilende statsminister, der er i lige så god form, som han ser ud til. Jeg kørte op til den lille flok, hvor en livvagt holdt øje med, at alt var i den skønneste orden. Og der sad man så pludselig på en af Europas mest kendte stigninger og småsludrede om løst og fast med landets statsminister. Vi kørte sammen i mål - det vil sige, at Tobias lige skulle vise, at han kunne, hvad Helle Thorning-Schmidt ikke lykkedes med: nemlig at slå Anders Fogh. Da der manglede par kilometer, rykkede Tobias pludselig og plantede både Fogh og mig på bjerget. Men jeg tror ikke, at han bærer nag. For bare det at nå toppen af de høje bjerge er en sejr i sig selv.