Bjergby Brugs viser igen fremgang

} OVERSKUD: Dagli' Brugsen i Bjergby må efterhånden være en af højdespringerne inden for de danske brugsforeninger. Igen har brugsforeningen præsenteret en øget omsætning ved den årlige generalforsamling. Fra en årlig omsætning på 15. mio kr. i 2000 havde brugsen en omsætning sidste år på 21. mio kr, og brugsen melder også om en øget indtjening. Et overskud som blandt andet skal bruges på renovering af butikken.Således planlægger man en renovering af butikkens lager i 2005, ligesom der på længere sigt venter en modernisering af personale- og kontorfaciliteter. På generalforsamlingen blev Henrik Horne iøvrigt valgt ind i bestyrelsen i stedet for Bodil Bundgaard. Også i Tårs har den lokale brugs holdt generalforsamling. Og som i Bjergby kan brugsen i Tårs også vise fremgang. Omsætningen i 2004 er således steget med over en mio. kr. fra 2003. Sidste år havde Brugsen i Tårs en omsætning på 2.17 mio. kr. Efter nyvalg, ser bestyrelsen af Tårs Brugsforeningen således ud: Britta Mølgård, Torkil Nielsen, Lisbet Olsen og Erik Jespersen. } TILSYN: Hjørring Kommune er nu klar med en tilsynsberetning for miljøarbejdet i 2004. I beretningen kan man blandt andet se, hvor mange miljøtilsyn, der er gennemført i kommunen, og hvilke reaktioner tilsynet så har fået. Man kan få beretningen ved henvendelse i kommunebutikken. } KULTURNAT: Som vanligt holder Hjørring også i år en kulturnat. Det bliver fredag den 27. maj fra kl. 18 til 24 og Hjørring Kommune efterlyser nu ideer til særlige aktiviteter. I tidsrummet kl. 22 til kl. 24 er der nemlig afsat plads til at afvikle særlige aktiviteter. Kommune håber, at institutioner, foreninger og grupper igen i år vil bidrage med aktiviteter. Både aktiviteter i gaderne og i egne lokaler er velkomne. Kulturnatten giver - ifølge kommunens kulturkontor - plads til mange forskellige slags indslag. Det gælder for eksempel sport, musik, fritidsliv, dans, udstillinger, motion og opvisning. Har man forslag til aktiviteter eller lignende, så hører Kulturkontoret gerne om det, og gerne hurtigst muligt, og inden den 2. maj. Kulturkontoret har tlf. 98 92 20 38.