Bjergby-elever får de bedste karakterer

Sammenligning af kommunens skoler

HJØRRING:Med en plads højt oppe blandt danske skoler med det højeste gennemsnit blandt eleverne ved afgangseksamen i 9. klasse er Bjergby-Mygdal Skole den bedst placerede skole rent karaktermæssigt i Hjørring Kommune. Det fremgår af tal fra Undervisningsministeriet. Ud af 1490 skoler i landet kom Bjergby-Mygdals afgangsklasse i 2002 ind på en plads som nummer 123. - Bjergby er det, man kan kalde en slags luksus-område, siger psykolog og specialist i børnepsykologi i Hjørring Kommune, Dorte Christensen. - Der er tale om et attraktivt boligområde, hvor jeg tror, en undersøgelse vil afsløre, at det gennemsnitlige indtægtsniveau i familierne er relativt højt, og jeg vil karakterisere det som et priviligeret område. Børn, hvis omsorgssituation og levevilkår er gode, har bedre muligheder for i faglig sammenhæng at udnytte det potentiale, de er udstyret med. Derimod har meget udsatte børn ofte svært ved at udnytte deres evner, og tit vil det ikke være omegnsskoler som f.eks. Bjergby-Mygdal Skole, der tager imod såkaldte problembørn, der måske har prøvet at gå på flere skoler. Det vil ofte være byskolerne, og for mig er det vigtigt, at der kigges på, at jo mere rummelig en skole er, jo lavere et karaktergennemsnit vil den få, siger Dorte Christensen. Selv siger skoleinspektør Bjarne Rosendal fra Bjergby-Mygdal Skole, at man typisk har været et landbrugsområde samt et område med mange akademikere: - Men også i Bjergby-Mygdal har vi familier, som er kendt i socialforvaltningen. Bjergby-Mygdal er en af Hjørring Kommunes mindste folkeskoler. Årgang 2002 havde kun meget få elever i klassen. Det var fra starten af en meget lille årgang, og til sidst var kun syv oppe til eksamen. - Herude er der tradition for, at mange tager på ungdomsskole efter 8. klasse, siger Bjarne Rosendal. Midt i glæden over det fine resultat er skoleinspektøren ikke i tvivl om, at resultatet let kunne have været anderledes. - Året før gik det ikke så godt. Da faldt vi næsten en hel karakter i forhold til 2000. Det er jo de samme lærere og de samme omgivelser. Det var første gang, vi oplevede så stort et dyk, men netop med dén klasse fornemmede vi det hele vejen igennem. Vi prøvede alt muligt, men der var ikke noget at gøre. Somme tider lykkes det ikke, selvom vi ved, hvordan man skal få en klasse til at fungere, siger Bjarne Rosendal. Han mener, at fordelen ved en mindre skole er, at skolens grundværdier bedre kan nå igennem. - Vi kan hurtigt korrigere, hvis der er brug for det, siger han. Dårligst placeret på ranglisten over gennemsnit i Hjørring Kommune blev Hjørring Friskole, der havde seks elever til afsluttende eksamen i 2002.