Bjergby-rytter er VM-favorit

20-årige Camilla Jørgensen er en af verdens allerdygtigste islænderryttere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kemien mellem Camilla Jørgensen og Numi fraPoroddsstødum er perfekt. Ekvipagen er Danmarksmestre for andet år i træk og nu på vej til VM for ungryttere i Østrig. Foto: Hans Ravn

Det går ligeså stærkt, når islænderhingsten Numi fra Poroddsstødum suser af sted i pas, som når andre heste galopperer. Men pas er også - sammen med skridt - hestens og rytteren, Camilla Jørgensens favoritøvelser. Og det lyder måske som om skridt er pærelet, men det er det ikke, når det skal være verdensklasse. Sidste år præsterede Camilla og Numi at få fem 10-taller i skridt ved et stævne, og det er de den eneste ekvipage i hele verden, der har opnået. Nr. 2 på verdensrangliste Ekvipagen lå da også som nr. 1 på verdensranglisten for ungryttere på islandske heste indtil for en uges tid siden, hvor de lige akkurat blev overhalet af en svensk rytter. Men Camilla Jørgensen og Numi fra Poroddsstødum er regerende Danmarksmestre og nu udtaget til landsholdet og verdensmesterskaberne i Østrig i begyndelsen af august. - Hvis det hele klapper kan vi gå hele vejen, siger Camilla Jørgensen selvsikkert. Ingen VM-nerver At hun er blandt de absolutte favoritter til VM-guldet giver hende ikke søvnløse nætter. - Når både hesten og jeg er helt klar, bliver jeg ikke længere nervøs, siger hun. Hun bryder dog ikke grædende sammen, hvis hun ikke kommer hjem med en guldmedalje om halsen. - Hvis vi har gjort vores bedste, og det ikke rækker til guld, så er det bare sådan det er, fastslår hun. Hesten er ikke hendes egen, men en af verdens bedste avlshingste, som hun rider for ejeren. - Det har vist sig at være et godt match, konstaterer hun og klør Numi på manken. Hesten kommer glad hen til hende, når hun henter ham på marken. Han er helt med på en ridetur. - Jeg ved ikke hvad det er. Der er bare kemi imellem os, siger Camilla. Hun og hendes forældre har selv 12 islandske heste, og også en hingst, der skulle have været Camillas konkurrencehest. Det satte en skade desværre en stopper for. Bliver på en hesteryg Camilla kan ikke huske tilbage til en tid, hvor hestene ikke har fyldt det meste af hendes liv. - Da jeg var lille sagde jeg til min far, at jeg ikke kunne se, hvorfor man skulle gå i skole, når man ligeså godt kunne starte på rideskolen med det samme, fortæller Camilla. Da hun var færdig med 9. hoppede hun direkte over på hesteryg, og der agter hun at blive. - Jeg rider altid. Jeg prøver at leve af at træne heste og undervise, forklarer hun.