EMNER

Bjergene var hvide - men hvor var børnene?

Hjørring Bjerge var søndag morgen klædt i sit fineste, hvide puds - men ingen ville lege på dem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

An­dre­as Kas­per­sen for­søg­te sig med snow­board, hvil­ket vist ikke var en stor op­le­vel­se. Foto: Kurt Be­ring

HJØRRING:En kælkehistorie - det må være sagen, tænkte man på NORDJYSKE, da sneen væltede ned lørdag eftermiddag og gjorde vejene usikre. For nu blev Hjørring Bjerge jo glatte og fine til kælkebrug, og så rykker de jo ud i naturen, børnene. Tænkte man. Og søndag morgen, en god time efter at lyset var kommet til byen og bjergene, rykkede man ud. Til bjergene. For nu måtte de være der, alle de vinterglade børn med deres kælke. På parkeringspladsen, få meter fra den gode bakke, kom den første undren. For der var helt og aldeles stille i området - bortset fra kragernes morgensang og dråbernes sagte dryppen i buskadset. Begge dele kunne tydeligt høres og det varslede ilde for den planlagte historie. Og jo, vist var det tøvejr, og vist var det mere småregn end sne, der kom ned fra oven. Men der var altså også hvidt over det hele. Bakken blev forsigtigt afprøvet både ned og op, og den var god nok. Hammerglat og betydeligt nemmere at komme ned end op. En småforarget spadseretur i nabolaget afslørede, at det ikke var fordi børnene ikke var stået op. Der VAR lys i parcelhusene, og det blå lys bag gardinerne afslørede, at der var gang i morgenfjernsynet. Børnene foretrak med andre ord morgenhygge under dynen foran fjernsynet i stedet for frisk luft, røde kinder og forhøjet puls. Men bevares, risikoen for foretrukne ledbånd, ømme muskler og forhøjet humør lurer som bekendt på en kælkebakke, og hvorfor dog udsætte sig for den slags? Turen gik nedslået tilbage til NORDJYSKE, hvor man besluttede at give børnene endnu en chance. Man ville vende tilbage over middag - for så var morgenfjernsynet jo slut. Det kunne jo være ... Lidt i et vendte man så tilbage - denne gang medbringende en optimistisk fotograf, som var klar til stemningsbilleder. Men ak, da det lille udrykningshold fra avisen nåede frem til bjergene, mødte man kun en lettere desillusioneret Andreas Kaspersen og hans mor. Andreas forsøgte sig med snowboard, men det gik ikke rigtigt. Ikke så meget på grund af sneen ... det var vist noget med balancenerven og de signaler, der blev sendt til fødderne på brættet. Det blev ikke til mange ture, før Andreas meddelte, at det var nok. Lidt efter dukkede yderligere tre børn op, men så var det også slut - så kunne Hjørring Bjerge ikke trække flere børn. Sneen var der stadig - og den var god. - Tøsne er det bedste, oplyste Camilla Bjerggaard, som legede med sin bror, Mathias og veninden Marie Christensen. De tre kørte på plasticslæder og en pose fra Super Best - og de havde det skægt. Det manglede også bare - de havde hele området for sig selv. De behøvede ikke tage hensyn til andre børn - bare ned i fuldeste fart, som Bamse fra fjernsynet ville have sagt. Og se mig, se hvad jeg kan - med røde kinder og det hele. Hvor resten af børnene var, vides ikke. Men måske skal de alle sammen på vinterferie i Norge og Schweiz, hvor bakkerne er en smule større, og hvor sneen fylder lidt mere i landskabet og er knap så våd. Og hvem gider så more sig i Hjørring Bjerge?