Falsk vulkanalarm spredte frygt for bjerggorillaers levested

Mange af verdens bjerggorillaer bor i område tæt på vulkan, der blev meldt i udbrud. Det var dog falsk alarm.

KINSHASA:Det skabte kortvarigt forvirring og frygt, da myndighederne i Den Demokratiske Republik Congo lørdag meddelte, at endnu en vulkan var gået i udbrud ved byen Goma.

Allerede før oplysningen om udbruddet kom, var mange tusinde lokale blevet evakueret fra Goma. De blev derfor meldt uden for fare.

Modsat blev det oplyst, at der risikerede at flyde lava ind i et fredet naturområde, hvor mange af verdens bjerggorillaer lever.

Men beskeden om et vulkanudbrud var falsk alarm, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters, efter at landets myndigheder har rettet oplysningen.

Ifølge AFP bor en fjerdedel af verdens bjerggorillaer i området, der ligger nær den mindre vulkan.

WWF Verdensnaturfonden anslår, at der i dag findes over 1000 bjerggorillaer i verden. Til sammenligning var estimatet blot 480 i 2010.

I sidste weekend gik den tætliggende Nyiragongo-vulkan i udbrud.

Næsten 400.000 mennesker er siden blevet tvunget på flugt fra den østlige by Goma i Den Demokratiske Republik Congo.

Årsagen er frygt for et nyt udbrud fra Nyiragongo-vulkanen. Ved weekendens udbrud omkom 32 mennesker, mens hundredvis af huse blev begravet.

Et udbrud i 2002 dræbte omkring 100 mennesker og efterlod 120.000 hjemløse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk