Bjerringbro-Silkeborgs betondefensiv tæmmer Kolding

Efter en middelmådig første halvleg skruede Bjerringbro-Silkeborg niveauet op efter pausen og slog Kolding.

Alexander Lynggaard og René Toft Hansen tog fra i Bjerringbro-Silkeborgs defensiv i anden halvleg. Her ses de i en kamp mod Fredericia HK. (Arkivfoto)

Alexander Lynggaard og René Toft Hansen tog fra i Bjerringbro-Silkeborgs defensiv i anden halvleg. Her ses de i en kamp mod Fredericia HK. (Arkivfoto)

KOLDING:Efter en lidt blodfattig sæsonstart ser Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) ud til at have fundet det niveau, der skal sende klubben op i toppen af herrernes liga.

Lørdag eftermiddag var midtjyderne på besøg hos KIF Kolding og tog hjem med en sikker sejr på 32-27.

Kolding fulgte fint med i første halvleg på grund af stærkt spil syv mod seks, men i anden halvleg fik BSH sat defensiven ordentligt op, og så kunne hjemmeholdet glemme alt om at skabe overraskelsen.

Sejren bringer BSH op på tredjepladsen med ni point. Kolding har haft det svært og er blot på tre point efter seks kampe.

BSH tog føringen fra kampens begyndelse, og særligt svenske William Bogojevic var stærk fra sin position på venstre back, hvor han scorede seks gange før pausen.

Kolding var dog ikke sådan at ryste af. Gæsterne var aldrig foran med mere end to, og i første halvlegs slutfase kom sydjyderne for alvor ind i opgøret.

Hjemmeholdet diskede op med hurtigt og kreativt spil syv mod seks og bragte sig i front to gange. BSH lykkedes dog med at udligne til 17-17 inden pausen.

I anden halvleg fik BSH bedre fat. Hurtigt kom midtjyderne foran med tre mål, og det var takket være en betondefensiv, der stille og roligt begyndte at sidde i skabet.

Kolding gjorde det dog heller ikke let for sig selv.

Hvor hjemmeholdet i første halvleg havde spillet bredt og klogt, var der i anden halvleg tale om individuelle aktioner ind over midten, hvor BSH's tunge folk let pillede pynten af de noget lettere koldingensere.

Føringen blev udbygget til fem mål, og BSH lod aldrig Kolding komme tilbage.

I Helsinge var det tidligere på dagen en formsag for GOG at snuppe en sejr på 33-24 over bundproppen Nordsjælland Håndbold. Klubben fra Sydfyn har vundet alle sine kampe i sæsonen.

I Fredericia fik hjemmeholdet revanche mod Mors-Thy, som tidligere på ugen slog klubben ud i pokalkvartfinalen. Fredericia HK vandt 35-29 og holder sig på omgangshøjde med holdene i den øverste halvdel.

Sønderjyske tog en stor skalp, da klubben på hjemmebane slog TTH Holstebro med 30-23.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk