Bjørn Lomborgs flyvetur

Det videnskabelige Danmark vender tommelfingeren nedad til Bjørn Lomborg. Miljøprovokatøren nåede toppen takket være en evne til at udfordre fastlåste forestillinger - nu beskyldes han at for begå præcis de samme fejl, som han anklagede sine modsta

KØBENHAVN:Hvor går grænsen mellem at tro og at vide? Spørgsmålet af et af livets store. Det er kernen i de teorier om videnskab, som de gamle grækere grublede over fandt. Skellet mellem viden og holdning har sjældent været mere aktuelt end i diskussionen om fænomenet Bjørn Lomborg. En årelang diskussion, der kulminerede i denne uge, da videnskabens egen domstol stemplede den 38-årige miljødirektør som debattør - og ikke videnskabsmand. Et nederlag for regeringen, der har brugt Lomborgs resultater som pejlemærker for miljøpolitikken. Og et nederlag for manden selv, der på blot fem år har skabt sig et internationalt navn og en indflydelsesrig position i Danmark; statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er kendt som en af Lomborgs varmeste fortalere, åbnede midt på ugen op for, at "uvildige eksperter" kan kigge Bjørn Lomborgs institut efter i sømmene. Kritikerne siger, hvad de har sagt hele tiden: Lomborg er en dygtig provokatør, som pakker sine påstande så elegant ind i tal og grafer, at folk tror, de er sandheden. De er selv sagt lykkelige over dommen. Bjørn Lomborg siger, hvad han hele tiden har sagt: Han har ikke set nogle overbevisende argumenter, der strider imod hans kontroversielle teorier. For at gøre situationen ekstra kompliceret siger han, at bøgerne, han er blevet berømt på, slet ikke er videnskabelige værker i ordets egentlige betydning. Man kan finde kloge og troværdige mennesker på begge sider. Anerkendte publikationer som Washington Post og Scientific American kan ikke blive enige. Og hvad skal alle vi andre så tænke om Bjørn Lomborg? Da bomben faldt Historien om Bjørn Lomborg er på den ene side en videnskabelig diskussion, som man kun skal begive sig ud i, hvis man er voldsomt interesseret i statistik, fysik, økonomi og videnskabsteori. Den anden side af sagen er fuldstændig forståelig. Et gammelt ordsprog i pressen siger, at "Hund bider mand" ikke er nogen nyhed. "Mand bider hund" er derimod vældig interessant. Hvis det overraskende aspekt af et budskab oven i købet er populært hos penge- og magthaverne, må der nødvendigvis ske ting og sager. Da Bjørn Lomborg i januar 1998 dukkede op i Politiken med en serie kronikker, der argumenterede mod alle forestillinger om miljøtruslen, var det på én gang provokerende og populært. Den århusianske lektor i statistik var direkte inspireret af to amerikanske forfattere, Julian Simon og Ronald Bailey, der i flere år havde forsøgt at modbevise videnskabens konsensus om, at jorden er truet af menneskelig forurening. Ifølge Lomborgs komplicerede udregninger går det derimod bedre og bedre for Moder Jords helbred, luften har aldrig været mindre forurenet - og miljøbudgetterne er langt bedre brugt på fattigdom og sundhedsproblemer i den tredje verden. Hans gjorde sig fra starten upopulær i videnskabelige kredse. For det første fordi hans teorier optrådte i avisen uden først at være offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, hvilket ellers er kutyme. For det andet fordi han ikke er uddannet miljøøkonom eller på anden måde har en uddannelse, der er direkte forbundet med at sætte tal på miljøet. I alt har Bjørn Lomborg skrevet 23 kronikker i danske aviser. På fem år har hans navn optrådt i 85 kronikker, mange skrevet af andre forskere som reaktion på hans provokerende konklusioner, som siden optrådte i bøgerne Verdens Sande Tilstand og The Sceptical Environmentalist. Tyngdekraften Det var sidstnævnte bog, som sendte ham ud på verdensscenen, og som han i mandags talte om i en fuld halv time på BBC - og det var samme bog, der dagen efter blev erklæret uvidenskabelig og fordrejende af Udvalgene Vedrørende Forskningsmæssig Uredelighed. Ifølge lektor i videnskabsfilosofi Kurt Møller Pedersen fra Aarhus Universitet er sandheden om Bjørn Lomborg og hans bog, at han fortjener ros for at ruske op i et forstenet miljøvidenskabeligt miljø. Bagsiden af medaljen er, konstaterer Kurt Møller Pedersen, at Lomborg begik den samme fejl, som de mennesker han angreb for at klamre sig til udokumenterede forestillinger. - Det er nødvendigt for videnskaben, at nogen af og til kommer på banen med dristige ideer og tanker, som bryder vanetænkningen ned. Bjørn Lomborg havde mange gode og bagvendte ideer. På det tidspunkt sad der klart en miljømafia omkring Svend Auken, der havde et næsten helligt forhold til miljøet, og som havde godt af at blive modsagt. Men selv dristige ideer skal jo have et solidt fundament af fakta og viden. Det har Lomborg desværre taget for let på. Men ifølge Kurt Møller Pedersen er Bjørn Lomborgs mest grundlæggende problem, at han ikke har videnskabsmandens lyst og evne til at kritisere sig selv. - Bjørn Lomborg er så fikseret på sine egne idéer, at han er altid i forsvarsposition, og så kan du ikke bedrive videnskab. Nye ideer opbygger kun vægt ved at gennemgå kritik. Han er jo fantastisk til at argumentere og har klart ordet i sin magt - det er bare så kedeligt, at han har vist sig at være dogmatiker.