Bjørn misser top-10-placering i Malmø

Thomas Bjørn gik under par i alle fire runder, men er alligevel et stykke efter de bedste på banen i Malmø.

1. juni 2014 20:14

Den danske golfspiller Thomas Bjørn leverede en stabil indsats, men slutter alligevel et godt stykke efter de allerbedste i European Tour-turneringen Nordea Masters i Malmø.

Bjørn gik sidste runde i 70 slag og er gået under banens par i samtlige fire runder, men det er ikke nok til at blande sig i den absolutte topstrid.

Den danske veteran blev sammenlagt noteret for ni slag under par og kunne efter sidste runde gå til omklædning på en 15.-plads. Det er et fald på tre pladser i forhold til lørdag.

En række spillere mangler fortsat at spille færdig i den stærkt besatte turnering, hvor Henrik Stenson og Eddie Pepperell delte førstepladsen inden starten på sidste runde.

De to øvrige danskere i finalespillet, Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard, sluttede begge fornuftigt af.

Kjeldsen spillede sin bedste runde i 68 slag, mens Bjerregaard måtte bruge 70 for at komme igennem de 18 huller. De slutter begge langt nede i feltet.

Svenskeren Robert Karlsson satte tidligere søndag banerekord ved at gå sidste runde i 63 slag, ni under par. Den præstation bringer ham formentlig ind i top-10, men heller ikke han truer de bedste.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...