Bjørn: Turneringen kommer på et godt tidspunkt

Danmarks mest vindende golfspiller har glædet sig til Made in Denmark

Thomas Bjørn deltog onsdag i Pro-Am-turneringen. Og nu er han klar til en ny oplevelse i Gatten. Foto: Henrik Bo

Thomas Bjørn deltog onsdag i Pro-Am-turneringen. Og nu er han klar til en ny oplevelse i Gatten. Foto: Henrik Bo

GATTEN:Thomas Bjørn havde en god oplevelse, da han sidste år blev nummer fire i den første udgave af Made in Denmark.

Sidste år faldt turneringen kort før, at han var med på det europæiske hold i Ryder Cup, og siden da har formen ikke rigtig været der.

- Det var som om, at mit spil kollapsede fuldstændig efter Ryder Cup. Jeg havde brugt så mange kræfter på at komme med og gøre mig klar, så det endte med at blive en utroligt lang sæson, og kræfterne var bare sluppet op, siger Thomas Bjørn.

- Nu er mit spil ved at komme ind i en bedre rytme, og der har da sneget sig et par gode runder ind ind i mellem. Selvtilliden har ikke været der til bare at kunne fokusere på at brænde banen af, og cutgrænsen er hurtigt kommet ind på nethinden. men jeg kender gamet og kan se, at rytmen så småt er ved at være tilbage, og på den måde tror jeg, at turneringen her kommer på et rigtig godt tidspunkt. Det kan blive en god oplevelse, siger han.

I sidste uge klarede han cuttet i årets sidste Major, og han har set frem til igen at komme hjem og spille på dansk jord.

- Sidste år var det jo en helt fantastisk oplevelse, og armene kom nærmest ikke ned før hen omkring jul. Og det er vigtigt at fastholde den oplevelse. At folkene bag stadig arbejder hårdt, og at spillerne gør det samme. For mig er det her det helt rigtige tidspunkt til at tage endnu en tørn frem mod det gode spil, siger Thomas Bjørn.

Han går ud torsdag eftermiddag i selskab med Thorbjørn Olesen og Darren Clarke fra første tee klokken 13.20.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.