Udland

Bjørneangreb i kinesisk cirkus udløser vrede

Uheld i cirkus har skabt ny debat om Kinas manglende lovgivning for dyrevelfærd.

Bjørneangreb i kinesisk cirkus udløser vrede

En video på YouTube af en bjørn, der angriber en abe i et cirkus, efter at begge dyr var faldet af en cykel under en optræden, har udløst vrede blandt dyrevelfærdsaktivister.

Videoen, der varer halvandet minut, blev lagt på nettet i denne uge. På optagelserne bliver aben slået og bidt af bjørnen, inden den bliver jaget væk af dyretæmmere i en dyrepark i Shanghaj.

- Det er en optræden, som er ren dyremishandling, siger Zhang Dan, som var med til at danne dyreværnsforeningen Media Saloon.

- Det er totalt i strid med dyrenes natur, men de kan ikke tale for dem selv om deres frygt, smerte og modstand, siger han videre.

En talskvinde for dyreparken siger, at aben ikke blev såret, og at begge dyr optræder igen i samme nummer.

- Aben og bjørnen har været partnere i over fem år. Denne form for uheld har vi ikke haft tidligere, siger talskvinden, som mener, at dyrenes naturlige vaner blive tilgodeset ved deres optrædener i dyreparken.

For nylig har der været fokus på mishandlinger af tigere i Kinas nordvestlige Jilin provins og i den østlige provins Zhejiang.

Kina har ingen speciel lovgivning mod dyremishandling, og det hænder, at dyrepassere eller andre ansatte er grusomme mod dyrene uden at det får følger.

- Vi har brug for en national lovgivning, som beskytter dyr, siger Hua Ning fra Den Internationale Fond for Dyrevelfærd til dagbladet China Daily.

Dyreparken i Shanghai er tidligere blevet voldsomt kritiseret af aktivister, som har klaget over aber, der klatrer på pæle eller elefanter, der spiller fodbold.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.