Bjørneunger frem i lyset

AALBORG:Så er de kommet frem i lyset, de to bjørneunger, der kom til verden i begyndelse af januar i Aalborg Zoo. De første måneder af deres liv tilbragte de i hulen, men med det gode forårsvejr, er det blevet tid for at debutere foran publikum. Det er to små hanner haven er blevet beriget med. Og det er første afkom af det nye bjørnepar, der kom til Aalborg fra Sverige tilbage i år 2000. De afløste det gamle bjørnepar, hvor hunnen havde fået den uvane at aflive sine egne unger. Zoolog Jens Lilleør håber, det på et tidspunkt lykkes at skaffe nye hjem til ungerne. Men han er på forhånd ikke særlig optimistisk. Den brune bjørn er ikke nogen specielt truet art. Den lever og har det godt bl.a. i vores nabolande Norge og Sverige.