Blå Bjarne: Vi kan ikke garantere at det ender godt

Det er ikke nemme tider for Socialdemokraterne, siger Corydon, som holder sig fra gyldne løfter til danskerne.

Blå Bjarne: Vi kan ikke garantere at det ender godt

Finansminister Bjarne Corydon (S) kaster ikke omkring sig med store løfter i sin 1. maj-tale.

Tværtimod understreger finansministeren, at han ikke kan love, at det socialdemokratiske regeringsprojekt med reformer og vækstplaner også giver det ønskede resultat.

- Socialdemokraterne har haft enorm succes. Men vores historie er ikke historien om en medvindsbevægelse.

- Vi kan ikke vide, om det næste kapitel af danmarkshistorien ender godt. Vi kan ikke garantere, at det går sådan, siger han.

Selv hvis regeringen fik krammet på de borgerlige, styr på kommunikationen og en smule held i sprøjten, "så ville vi stadig skulle forholde os til en virkelighed, der handler om økonomisk krise, stigende konkurrence udefra og forandring i enormt tempo," lyder det fra Corydon i talen.

En tale, som med Corydons egne ord "ikke er skrevet for at trække klapsalver", men for at dele nogle af de tanker, som finansministeren tumler med.

- Det er ikke nemme tider for vores parti. Det er ikke nemme tider for vores land. og den 1. maj-taler, I har valgt at lytte til i år, bærer et tungt ansvar for at rette op på begge dele.

- Så mon ikke, der er en enkelt eller to, der har tænkt, at de godt ville høre, hvad ham "Blå Bjarne" egentlig mener, lyder det fra Corydon.

Og trods usikkerheden om effekten kaster Bjarne Corydon sig ud i et helhjertet forsvar for de reformer, der har givet finansministeren det knap så røde tilnavn.

- Vi ved alle, hvad vi kæmper imod. Grådighed. Social dumping. Den uansvarlighed i den finansielle sektor, der førte til finanskrisen.

- Men vi ved vel også, at som socialdemokrater i 2013 kan vi ikke løse vores opgave alene ved at være imod det, vi ved er forkert. Vi har mere end nogensinde til opgave at kæmpe for det, der afgør, om Danmark kan forblive noget helt enestående, siger han og fortsætter:

- Vi har rent ud sagt ikke skyet nogen midler i den økonomiske politik, når det gjaldt om at nå det vigtigste af alle mål. Flere arbejdspladser, mindre arbejdsløshed, højere vækst.

Bjarne Corydon kommer i talen også ind på lærerkonflikten, hvor han opfordrer til at hele sårene og komme videre med samarbejdet om at sikre bedre uddannelse og rykke folkeskolen fremad.

- Det var derfor, lærerkonflikten ikke bare handlede om den danske model. Om Ziegler, Bondo og mig. Men om uddannelse. Om børn og unge. Om arbejdspladser og lige muligheder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.