BLÅ BOG

Ole Svane Thestrup er født den 12. marts 1948 og uddannet skuespiller i 1976. Han var indtil 1980 fast medlem af Århus Teaters ensemble, men allerede i slutningen af 70'erne begyndte han sin lange karriere inden for film og tv. I starten af 80'erne medvirkede han i flere børne- og ungdomsfilm, bl.a. "Gummi Tarzan" og "Busters Verden", hvor han iklædt stram, rød træningsdragt blev landskendt som den Kevin Keegan-agtige gymnastiklærer, der hunsede rundt med Buster Oregon Mortensen. Desuden spillede han rollen som ejendomsinspektør Erik Jensen i tv-serien "En stor familie". Efter en meget omtalt flyvetur over atlanten, hvor han i beruset tilstand smed et glas whiskey i hovedet på kaptajnen, måtte han indkassere 45 dages hæfte i et canadisk fængsel. Ole Thestrup har været ædru de sidste seks år og går jævnligt til møder i AA - Anonyme Alkoholikere. Han har senest opnået stor succes i filmene "Blinkende lygter", "De grønne slagtere" og "En som Hodder" samt i teatret, hvor han netop har afsluttet en to-årig verdensturne med teaterstykket "Woyzeck", som han har spillet med i 275 gange - bl.a. på scener i Berlin, New York, Los Angeles og Paris. For tiden er han i gang med optagelserne til DR's nye tv-serie "Krøniken", der kan ses på tv til foråret, hvor Ole Thestrup også spiller med i musicalen "Naboerne" på Nørrebros Teater.