Blå cykelpiges møde med Che

Den ene spændende episode afløser den anden. Bogens forside

Den ene spændende episode afløser den anden. Bogens forside

ROMAN Régine Deforges: "Og når rejsen ender …" Med dette tiende bind er romanerne om pigen med den blå cykel afsluttet. Bindet er henlagt til årene fra 1964 til 1967, og skulle man ikke have fået læst alle de forudgående bind, er der en lille snes indledende sider med et resume af indholdet i disse ni romaner. Konceptet er i det store hele det samme som i de foregående bind: Léa og Francois bekæmper fortsat uretten og undertrykkelsen. Nu er de af selveste de Gaulle sendt til Sydamerika for at fange den nazistiske krigsforbryder Klaus Barbie: De møder i Bolivia Che Guevara, hvis revolutionsdrøm de fascineres af. "Og når rejsen ender …" er en actionfyldt spændingsroman, som fastholder læserens interesse til sidste side, for det går hurtigt i denne roman. Der er ikke langt fra den ene spændende episode til den næste, mens løsningen af selve hovedopgaven: indkredsningen af Klaus Barbie strækkes længst muligt. Og slutningen sætter et definitivt punktum for en fortsættelse. Ved siden af handlingen er der indlagt en lang række naturbeskrivelser fra Bolivia, og med inddragelsen af Che Guevara får romanen også et socialt, historisk og politisk perspektiv. Selvom sympatien findes hos Che Guevara, ligger den revolutionære tanke ikke romanen nær. De normer og de værdier, der knæsættes, er fra begyndelse til slutning borgerskabets. Romanens værdisæt går ikke på tværs af de grænser, der er alment accepteret i vort moderne samfund. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Régine Deforges: "Og når rejsen ender …" Oversættelse fra fransk: Elin Lassen 451 sider, 349 kr., Forlaget Per Kofod.