Miljø

Blå Flag blafrer

Blå Flag kommer igen i år op ved Bramslev. Arkivfoto

Blå Flag kommer igen i år op ved Bramslev. Arkivfoto

MARIAGERFJORD:Meteorologerne lover op til 30 grader i denne weekend – og Mariagerfjord Kommune lover lækkert, køligt badevand. I år kan kommunen nemlig igen hejse det Blå Flag ved alle de offentlige badestrande i kommunen. – Det er dejligt, at vi nu igen har tre Blå Flag i vores kommune, siger en glad Jørgen Ussing, der er fagchef for Natur og Miljø i Mariagerfjord Kommune. – Det betyder jo netop, at badevandskvaliteten og badefaciliteterne er i orden både i fjorden og ved Kattegat, tilføjer han. De Blå Flag hejses i starten af juni ved Toft Camping og ved havnen i Øster Hurup samt i Mariager Fjord ved Bramslev Bakker. For at kvalificere sig til at få et Blåt Flag skal kommunen med minimum 16 dages mellemrum hele sommeren igennem tage vandkvalitetsprøver. Prøverne måler blandt andet indholdet af colibakterier og streptokokker i vandet. Besøgende på en Blå Flag-strand kan holde øje med målingerne, som vil blive skrevet op på oversigtsplancher nær det Blå Flag. Udover en god badevandskvalitet skal Blå Flag-strande leve op til en række sikkerheds-, adgangs-, sundheds- og miljøkrav om fx affaldsstativer, toiletter, handicapadgang, nødtelefon, redningsudstyr mv. Friluftsrådet vil besøge strandene for at tjekke op på, om forholdene er i orden. – Sommeren igennem vil der være aktiviteter vedrørende natur og miljø i Mariagerfjord Kommune, lover Jørgen Ussing. Der vil bl.a. blive holdt en række naturture, der handler om alt fra fugle til orkideer, og der vil også være aktiviteter ved vandet. Man kan finde en oversigt over aktiviteter i nærheden af de Blå Flag.