Blå Flag er en god investering

Turisme 5. juni 2003 08:00

SVINKLØV: For 16. gang hejses der i disse dage Blå Flag over det ganske land, og i Fjerritslev Kommune samledes en lille flok ved Svinkløv Strand, hvor borgmester Otto Kjær Larsen (V) halede det ene af kommunens to splinternye flag til vejrs for sæsonen. Her var Thomas Jensen fra Friluftsrådets amtsbestyrelse på besøg med flagene under armen, og han glædede sig over, at Fjerritslev Kommune stadig gør en indsats for at holde strandene rene og give turister og beboere en oase med garanti for godt miljø og rene strande. - Vi har en høj standard i miljøbeskyttelse herhjemme, og den holdning breder sig, også uden for Europa. Sydafrika er kommet med i år, og der arbejdes på en ordning ved strande i Caribien, fortalte han. Han oplyste, at årets tema er at bekæmpe affaldsproblemer på strandene, både det der skyller ind og det folk smider. Den tråd tog borgmesteren op. Han nævnte, at kommunen arbejder på at få løst affaldsproblemet ved Slettestrand, hvor det andet Blå Flag har sin plads. - Vi er ved at få styr på det, sagde han og gik i gang med at binde flagknob for at få flaget op. Turistforeningsformand Jens Damsgaard roste kommunen for at forstå betydningen af at investere i turisme, både i Blå Flag, i ralforsøg ved badestrandene, i fornyelse af bymidten og andre ting. - Det er til fælles gavn. Det er vigtigt, at turisterne føler sig velkomne, for Han Herred ville være ilde stedt uden turismen, fastslog han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...