Blå Flag giver grønt lys til badning

Vandet ved Lindholm Strandpark og Marina Fjordparken har fået kvalitetsstempel

Sejlsport 14. juni 2003 08:00

AALBORG: Ligesom sidste år kan strandparken i Lindholm og marinaen ved Fjordparken tone rent, blåt flag. I går overdrog Anni Petersen fra Friluftsrådet nemlig - ad to omgange - det Blå Flag til rådmand Henrik Thomsen som et bevis på, at badevandet er rent, og at en række miljømæssige krav er overholdt. Med hjælp fra 24 ivrige børn fra børnehaven Strandparken hejste rådmanden flaget over det grønne område i Lindholm, men forinden havde Anni Pedersen sagt et par ord om baggrunden for, at Strandparken igen får det blå kvalitetsstempel - for ottende gang på ni år. Kun i 2000 glippede det, fordi kraftige regnskyl var årsag til, at regn- og spildevand blev blandet i kloaksystemet og fra såkaldte overløbsbygværker blev ledt ud i Limfjorden. - Stranden her er en af Danmarks små oaser. Det er et dejligt sted, hvor vi kan komme og stresse af. Et sted, hvor vi kan få motion og oplevelser, som kan øge vores livskvalitet og sundhed, sagde Anni Pedersen blandt andet. Hun fortalte videre, at Friluftsrådet i år sætter fokus på affald i naturen og illustrede det ved at samle et stykke skrald op i parken, der ellers var ganske ryddelig i går - både for skrald og mennesker. Endelig citerede Anni Pedersen filminstruktøren Ole Bornedal, der på Danmarks Turistråds efterårskonference sagde: - Danmark egner sig til ro og nærvær. I Danmark er der hverken bundløse oceaner eller store bjerge. Danmark er «mangel på uro». I Danmark er der en behagelig ensomhed, som tvinger os til at være sammen. Tre kvarter senere holdt Anni Pedersen stort set samme tale i Marina Fjordparken, men her lykkedes det ikke for hende at finde et stykke skrald at samle op. Rådmand Henrik Thomsen takkede - også ad to omgange - for at Aalborg Kommune igen i år kan flage blåt. - Det passer godt med mottoet «ren-blå-grøn Aalborg». Stranden er ren, marinaen er blå, og det er et smukt, grønt område, påpegede rådmanden. Også formanden for Aalborg Sejlklub, Ole Nielsen, sagde et par ord til tak: - Vi er stolte i sejlklubben over igen at have erhvervet det Blå Flag. Det vidner om, at vi har en pæn, ordentlig og miljørigtig havn. Flagene strøg til tops af stængerne, og deroppe bliver de ved at vaje indtil 1. oktober, hvor badesæsonen slutter. Nu må bemeldte sæson til gengæld gerne starte - sådan lidt for alvor!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...