EMNER

Blå Flag igen i år

Friluftsrådet har i år tildelt Det Blå Flag til Løgstør Strand og Rønbjerg Strand som et synligt bevis på et rent miljø og en høj standard. I alt bliver miljøsymbolet i Danmark hejst ved 197 strande og 82 lystbådehavne. Internationalt er Det Blå Flag tildelt 2891 strande og havne. - Det Blå Flag er en garanti for, at der på stranden er rent og velholdt, og at der findes funktionsdygtigt redningsudstyr, gode toiletforhold og affaldsfaciliteter, fortæller Blå Flag-koordinator Mikal Holt Jensen, Friluftsrådet. Friluftsrådet er en paraplyorganisation for 94 organisationer inden for friluftsliv, natur og miljø. Løgstør Besøg i venskabsby Politikere og ledende embedsmænd fra Løgstør Kommune er inviteret til at deltage i en venskabsbykonference i Skellefteå Kommune, Sverige, i perioden 21.-24. august. Økonomiudvalget tager tirsdag stilling til, hvem der skal repræsenterekommunen ved konferencen. Løgstørs øvrige venskabsbyer er Raahe i Finland, Sigulda i Letland og Mo i Norge. Søger hjælp til udbud Løgstør Kommune søger hjælp hos Kommunerns Revisionsafdeling i forbindelse med udbud af en administrationsaftale for 82 ældreboliger. Aftalen skal træde i kraft 1. oktober samtidig med ibrugtagning af de første boliger i forbindelse med ombygning af plejehjemmene Bøgely og Kærbo. Aftalen udvides i takt med færdiggørelsen af lejlighederne og vil være fuldt dækkende oktober 2005. Kommunernes Revisionsafdeling skal have et honorar på 46.875 kr. for bistanden. Økonomiudvalget tager tirsdag stilling til, om kommunen skal indgå aftalen. Auktion på politigården Advokat Mogens Nørgaard, Fjerritslev, svinger igen hammeren, når der i morgen er hittegodsauktion i politistationens gård. Blandt de mange effekter, der sælges for højeste bud, er 60 cykler, tre knallerter, en kajak og et byggesæt til et legehus foruden en del inventar. For 10 år siden 4. maj Ny magasinbygning bygges ved kanalen Et "tovtrækkeri" mellem Nordjyllands Amt og Løgstør kommune, der nu har stået på i længere tid, er slut. S. E. Jensen, der er formand for udvalget for teknik og miljø, betegner det som "en sej vandring, der langt om længe er ovre". Stridens æble er placering af en ny magasinbygning til Limfjordsmuseets effekter, der i øjeblikket opbevares i "Kulhuset" på den gamle gasværksgrund. Resultatet er blevet, at bygningen opføres ved Kanalen, lige ved siden af den parkerings- og rasteplads, der ligger skråt over for Limfjordsmuseet.