Fodbold

Blå og gul med vidunderlige Nicolette

En rose er en rose er en rose…, sagde allerede Gertrude Stein. Dette udsagn passer kolossalt godt på en vis Nicolette, der sidder i Viasat's serviceafdeling og tager imod, når man har kæmpet og krydset og fægtet sig vej gennem den onde labyrint, Viasat – lige som alle andre virksomheder med respekt for sig selv - har opbygget som en slags missilskjold mod indtrængende fjender, såsom kunder, brugere & klagere. Jeg lovede hende at rulle mig i støvet foran Brøndby-spillerne på skærmen, og det løfte holdt jeg, til nogen forbløffelse for både konen og kattene. Men lade os tage det fra begyndelsen. Det begyndte omkring min undfangelse, vil jeg tro, måske endda endnu meget længere tilbage i udviklingshistorien. Jeg tilhører den afart af homo sapiens, der er berøvet det ordens- og administrator-gen, som de mange andre har, der bliver til noget her i livet. Denne brist betyder bl.a., at jeg kan modtage et indbetalingskort, f.eks. til Viasat Guld, nikke genkendende til det og endda blive gennemrystet af en ubehagelig mindelse om, hvordan det er gået de andre gange, jeg har glemt at få det betalt. Hvordan hele familien har siddet klar med øl og popcorn og blågule klaphatte for at følge de seneste bedrifter med Mestrene Fra Vestegnen. Og hvordan skærmen bare lakonisk, i hvid ramme på gråblå baggrund har meddelt, at vi "ikke har adgang til denne kanal…" Blikkene, der – først tomme af rædsel, siden røde af raseri - er blevet drejet over mod formastelige mig. Har du ikke betalt Viasat!!!? Brændt barn skyr ilden, af skade bliver man klog, ingen pisser på et elhegn to gange, man lærer af sine fejl, ja, min bare… Ikke her. Det er ikke indbygget i mit dna. I onsdags var den gal igen. Brøndby skulle på banen mod (A)GF på Viasat Sport 3, forvist fra 3+, fordi det ikke er spændende mere – de HAR jo allerede vundet guld. Men det skal ikke hindre os i at se dem føre sig frem i det grønne. Og så kunne man jo zappe over til AaB på 3+ i håb om at de nordjyske drenge kunne trække bukserne af de unævnelige fra København. "De har ikke adgang til denne kanal"! Åh nej, ikke nu igen! Jeg ulyksalige mand! Jeg havde endda anet det, må jeg tilstå, jeg havde faktisk betalt regningen samme formiddag, kun en uge for sent – men fælden var allerede smækket. Jeg forsøgte at vifte med postkvitteringen for at mane de dræbende blikke bort – men måtte i hast af sted til telefonen, mens katte og kone tørt bemærkede, at jeg skulle være glad for, at det ikke var en afgørende kamp, det handlede om. Denne dag lykkedes det forbløffende hurtigt – efter kun at have trykket 1 eller 2 for at komme videre en tre-fire gange – at komme i kontakt med Nicolette. Vidunderlige Nicolette. Jeg havde allerede besluttet at erkende alle mine fejl og at trygle skamløst om at blive koblet på igen, mens jeg ville love alt, ALT, til gengæld. Nicolette var venlig, høflig og forstående, lige til jeg sagde det magiske ord: "Brøndby". Helt præcist sagde jeg: "Og nu kan jeg ikke se Brøndby sønderbanke AGF. Hvad skal jeg gøre?" - Gå tilbage til skærmen. Jeg går over og kobler dig på med det samme. Og kun fordi det er Brøndby. Det er dem, du kan takke for det her, sagde Nicolette bestemt. Så var det, at jeg lovede at rulle mig i støvet foran skærmen, når de var på igen. Og det holdt jeg. Tak Nicolette. Det var det hele værd. Også at få hele AaB-stormløbet med i det sidste kvarter mod de unævnelige. Det var kampvilje som den, der drev Skipper Klement frem, som tog livet af Kong Knud – og det var grotesk at se dommeren skamløst frakende de rød-hvide deres retfærdige straffespark, der kunne have vendt skæbnen på hovedet. Men som Carsten Werge formulerede det så klogt fra studiet på Aalborg Stadion: "Sådan er fodbold". PS: Og lige denne advarsel til Viasat: Hvis denne beretning på nogen mulig måde kommer min Nicolette til skade, så vil jeg personlig forfølge jer til helvede og tilbage igen, til I er blevet straffet, så I aldrig glemmer det.